/Reklame/
Tearlings skæbne af Erika Johansen (Dronningen af Tearling #3), udgivet i 2018 af forlaget People’s Press, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, min bogreol, 503 sider, 4/5 stjerner
Man må sige, at der virkelig er tale om tre meget forskellige bøger i denne trilogi. Hver bog har sin egen unikke stemme, hvor Dronningen er Tearling er begyndelse på et eventyr, og meget klassisk fantasy-agtig, så er Invasionen af Tearling langt mere mystisk og sci-fi og Tearlings Skæbne, tja – den er svær at ramme med et eller to ord. Den er helt anerledes end jeg havde forestillet mig.
Jeg har spekuleret længe over, hvordan Erika Johansen ville få alle enderne til at mødes – og selvom man ikke får alle detaljerne med om det hele, kommer hun egentlig godt nok rundt om det – for der er vitterligt mange ting, vi skal have et svar på her til sidst. Men hvor jeg knuselskede og var nærmest ekstatisk, da jeg havde lukket Invasionen af Tearling, så var det med en mere blandet fornemmelse, at Tearlings skæbne blev afsløret for mig. Der var mange ting, Johansen skulle omkring førend bogen kunne afsluttes, og ikke alt lykkes lige godt, eller lige elegant. Så selvom jeg læste bogen med stor iver, og sådan set ikke har et bud på, hvordan den ellers skulle få slået sløjfe på alle udeståenderne, så havde jeg i hvert fald ikke regnet med det, jeg fik. Det er stadig en virkelig god fantasytrilogi, som jeg ikke kan lade være med at anbefale, men i min optik er bog to den stærkeste af de tre. Klart min favorit.
—
Har I læst trilogien? I så fald, hvad synes I om slutningen?
Skriv et svar