trolderier

“Shoot all the bluejays you want, if you can hit ‘em, but remember it’s a sin to kill a mockingbird.”

To Kill a Mockingbird af Harper Lee, udgivet første gang i 1960, Penguin Books, 285 sider, org.sprog engelsk, læst på engelsk

Det eneste jeg vidste om denne bog inden, jeg tog fat på den, var, at den handlede om en familie, hvor faderen er advokat og skal forsvare en sort mand og at historien er fortalt ud fra en lille piges synsvinkel. Det undrede mig derfor også, at den til at begynde med handlede om alt muligt andet end lige netop konflikten mellem sort og hvid. Man hører om familien; pigen Scout, hendes storebror Jem og deres far Atticus, deres liv, naboerne, de skønne lange somre, hvor legekammeraten Dill kommer til byen. Første del af bogen handler desuden særlig meget om familien Radley, som holder sig for sig selv – ingen har set sønnen Boo Radley i flere år – især dette optager Scout, Jem og Dill, og de gør flere forsøg på at komme mysteriet nærmere.

Den handler naturligvis også om, at Atticus får en sag, hvor han skal forsvare en sort mand, som er beskyldt for voldtægt af en hvid kvinde. Vi er i 1930’ernes USA, i sydstaterne, hvor racisme er helt almindeligt, sorte mennesker anses som andenrangsborgere – og blanding af racer er på ingen måde velset. Det er derfor også en stor begivenhed i den lille by, da denne sag skal behandles ved retten, for det handler om langt mere end skyldsspørgsmålet i selve sagen. Bogen handler også om uskyldens barndom, hvordan det er at blive ung, ikke at være barn, men stadig heller ikke voksen – og helt banalt om det gode vs. onde.

Fortælleren er den lille pige Scout, og selvom hun er en begavet pige, bærer historien også præg af hendes til tider naive syn på tingene og ditto handlemåde. Det er også ganske befriende på sin vis at få fortalt en klassisk racehistorie på denne måde, da den så er renset for den voksnes bedrevidenhed og “forgiftede” syn på hvordan tingene er.

Det tog mig lidt tid for alvor at blive fanget af historie, den var ikke svær at komme igang med, men den handlede bare om noget helt andet i begyndelsen end jeg havde forventet. Jeg blev fuldstændig indfanget og kunne ikke lægge bogen fra mig nær slutningen – der rammer den virkelig.

Jeg kan helt klart anbefale dig at læse denne skønne klassikker, hvis du endnu ikke har fået det gjort. Det er en god bog at have læst, da der refereres til den i et utal af andre romaner – fx. Niceville, The Perks of Being a Wallflower og selv den nye Ken Follett-bog jeg er ved at læse pt. Ikke af den grund alene selvfølgelig, bogen i sig selv er helt sikkert også læseværdig.

Bogen er i øvrigt den første bog, jeg har læst sammen med min nye læseklub.

Kan I komme på andre romaner, som henviser til To Kill a Mockingbird – og kan de anbefales?