trolderier

“Han gik frem og tilbage i frugthaven i endnu en times tid og vendte og drejede tingene i hovedet, mens han undertiden kastede et blik ned på byen, hvor tågen gradvist lettede, og husene dukkede frem.
Så bestemte han sig for at gå hjem. Af gammel vane fulgte han den samme sti, som han og Naomi altid tog, og som førte ned ad skråningen og ind i byen forbi tempelriddernes store fæstning. Der var stadig lidt tågebanker i sænkningen ved siden af vejen, men han kunne alligevel tydeligt på afstand se fæstningens mure.”

Paris af Edward Rutherfurd, udgivet i 2013 (org. engelsk) på Forlaget Turbulenz. Sideantal 847. Min bogreol.

“Paris. Kærlighedens by. Drømmenes by. Pragtens by. Helgenernes og de lærdes by. Forlystelsernes by.”

Når man tidligere har læst London og New York af Edward Rutherfurd vil man, som jeg, formentlig blive en anelse forvirret. Bogen starter i år 1875. Både London og New York er startet før der har været en egentlig by og er så gået kronologisk frem mod nutiden. Sådan er Paris ikke – den starter i 1875 og hopper så frem og tilbage i tiden. Det forvirrede mig – og jeg synes det gjorde det ekstra vanskeligt at holde styr på det store persongalleri med alle dets familieforhold.

Edward Rutherford bruger flere forskellige familier, i alle lag af samfundet, til at beskrive Paris’ historie – og man skal holde tungen lige i munden for at holde redde på dem. Det synes jeg også var tilfældet i hans andre bøger, men på grund af kronologien i dem, var det altså nemmere. Der er et fint stamtræ i begyndelse af bogen, men jeg synes det ødelægger historien, hvis man kigger for meget på det – det afslører jo netop hvem der bliver gift med hvem og ind i hvilke familier. I min optik er det ikke til megen hjælp. Jeg besluttede ikke at skele for meget til det, men bare tage historien som den kom og (prøve) ikke at gå så højt op i hvem der nu lige var bedstefar, barnebarn og lign. til hvem.

Ærligt talt er jeg nok mere til Rutherfurds kronologiske bøger, den spænding, jeg tror, han forsøger at skabe ved at hoppe frem og tilbage i tiden er, efter min opfattelse, helt unødvendig – jeg synes sagtens historien kan bære alene. Selvom jeg godt kunne lide bogen, ville jeg ønske, Rutherfurd have skrevet den kronologisk, som London og New York – så tror jeg faktisk, jeg ville have synes lidt bedre om den.

Jeg læste i øvrigt den sidste halvdel af bogen til read-a-thon.

Har I læst Paris – og hvordan synes i om den sammenlignet med London og New York?