“Hun og jeg plejede at bytte bøger, vi diskuterede i det uendelige, drak billig whiskey og havde almindelig hverdagssex med hinanden. Alt det sædvanlige, forstår sig.”
En vild fårejagt af Haruki Murakami (org. “Hitsujo o merguru boken”), oversat fra den engelske version “A Wild Sheep Chase”, udgivet på dansk i 1996 (org. 1982) af forlaget Klim
Det er min første Murakami bog. Havde det ikke været for min læseklub, havde jeg med al sandsynlighed ikke læst denne bog. Trækopfuglens Krønike står ulæst på min reol. Jeg begyndte på den og gik fuldstændig og aldeles død i den, så jeg vil ikke prale af, at Murakami ligefrem stod allerøverst på min to-be-read-liste. På trods af det gik faktisk rigtig fint med at få læst bogen, det var ikke en kamp at komme igennem den, men det var heller ikke just en page-turner.
Bogen handler om en navneløs fortæller, konen er skredet – og han sidder alene tilbage i sin lille lejlighed med en gammel kat, der ikke kan så meget andet end at prutte. Han finder en ny veninde med meget sensuelle ører, ører så fantastiske, at de er små kunstværker.
“En enkelt forbløffende dristig kurve delte skarpt billedplanet op, andre snoede sig i yndefulde fletværk af diskrete skygger, og atter andre bar som antikke freskoer spor af forgangne aldres myter. Men øreflippens myge kød overgik alt det andet og transcenderede al skønhed, al begær.”
Pludselig en dag bliver hans kompagnon kontaktet af en mystisk mand med et bizart ønske, og hovedpersonen er på ingen tid involveret i jagten på et får – et helt bestemt får med en stjerne på ryggen.
Handlingen er på ingenmåde nem at beskrive, der er så mange “afstikkere” og historien er bizar. Murakami skriver hverdagsrealisme og han skriver magisk realisme, jeg havde derfor ingen idé om hvad jeg kunne forvente undervejs i bogen – alt er muligt, når det magiske element inddrages. Jeg sad forvirret tilbage, da jeg lukkede bogen – men glad for at vi skulle diskutere den i læseklubben. Der er bestemt meget at snakke om, og mange spidsfindigheder, men for mig går det nok bare ikke op i en højere enhed – jeg kan ikke se den røde tråd i den samlede historie. De kommentarer, jeg har læst om bogen, siger, den kan læses som et billede af Japans historie – det er en mulighed, jeg kender imidlertid ikke nok til deres historie til at afgøre det.
Jeg har efterfølgende læst, at En vild fårejagt ikke er en god første Murakami bog, men det er min første, og muligvis også sidste?!
Har I læst Murakami? Hvad synes I om hans måde at skrive på? Og kan I gøre mig klogere på ham – og måske også En vild fårejagt?
trolderier 
Jeg har kun læst ‘Kafka på stranden’, og den kunne jeg rigtig godt lide. Men tror aldrig jeg fik helt styr på den:) men hvis du har mod på at give dig i kast med en murakami-bog mere, kan denne godt anbefales. Du kan finde anmeldelse af den på min blog 🙂
Jeg må lige få tjekket din anmeldelse ud. Det kunne jo være 😉 Måske er jeg bare ikke til “den slags” bøger – men det er lidt svært helt at sige, når jeg kun har læst en af hans bøger.
Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg så godt kan lide Murakamis bøger. Der er bare noget ved det han skriver, der udfordre mig og på en underlig måde giver fuldstændig mening, selv om det er langt ude og film noir-agtigt.
Jeg har læst hans trilogi 1Q84, Kafka på stranden og Trækopfuglens krønike og jeg synes de er fantastiske. Jeg synes 1Q84 var mere tilgængelig og mindre mærkelig end de andre.
Jeg synes, det er spændende, at du kan lide ham – og egentlig bruger lidt nogle af de samme argumenter som jeg, der ikke så godt kan 🙂
Nej, hvor sjovt – vi læser også Murakami i min læseklub denne måned!
Jeg har, ligesom dig, også et lettere anstrengt forhold til Murakami. Jeg føler, at der sker rigtig meget, som man ikke helt forstår, og det er lidt irriterende. Jeg startede med Trækopfuglens krønike og derefter Kafka på Stranden, og så havde jeg faktisk fået nok. Efter at have læst Norwegian Wood er jeg dog lidt mere åben for at læse mere af Murakami. De to førstnævnte er meget mere eksperimenterende og mærkværdige, og jeg tror faktisk, Norwegian Wood ville have været et rigtig godt sted at starte med Murakami, da dens handling er forholdsvis simpel og forståelig.
Åh, hvor godt at ha’ en “lidelsesfælde” når det gælder Murakami 😉
Jeg har kun læst “Kafka på stranden” af Murakami, og selvom den egentligt var god, var den også underlig. Jeg blev forvirret over den næsten overdrevne symbolisme (for selvfølgelig betyder al den underlighed noget, men hvad aner jeg ikke, og det er så frustrerende). Jeg forstod den virkelig ikke halvdelen af tiden, og nøj det irriterede mig.
Murakami er virkelig en af de forfattere, jeg slet ikke kan placere. Jeg gad virkelig godt være typen, der kunne overskue det. Det kan jeg bare ikke..
Det er bare virkelig frustrerende! Frustrationen er lidt med til at ødelægge læseoplevelse…
Jeg tror, det med Japans historie kunne være noget med, at de har en lang historie med at være involveret i krige på kontinentet, og at de historisk set har haft nogle imperialistiske tilbøjeligheder – Der er en del snak om krig i bogen, og fåret i sig selv er også ret imperialistisk. Den lille sidehistorie om den unge mand fra Hokkaidos oprindelige befolkning, der ender som fårebonde og laver uld til den uniform, som hans søn har på i krigen er egentlig også meget fin, når man tænker over den.
Jeg kan godt se det spændende i nogle af detaljerne – men overordnet set har jeg det stadig anstrengt med, at jeg hverken kan finde rød tråd eller mening med galskaben.
Men det er da meget sjovt at opdage, at nogen faktisk kan lide Murakami, netop fordi det er forvirrende og ikke giver mening – det ligger ret langt fra min verden;-)
Det er jo netop det med de mange små historier, eller afstikkere, i den store i historie – hvad er meningen, skal det hele bruges til at forstå bogen samlet set eller? Det er jo lige før der er tale om noveller indbygget i en roman, der er så mange småhistorier, som for mig, virker som blindgyder.
Ja, jeg syntes især det var afstikkerne i dialogen, der var irriterende.
Jeg er vist nået frem til, at jeg bare må affinde mig med ikke at forstå den.
Et afsnit af Barnaby gjorde mig dog opmærksom på noget, som jeg ikke har tænkt over før; at titlen i hvert fald på engelske lyder som et ordspil over “a wild goose chase” – mon det er tilsigtet eller tilfældigt? (Og ikke et ord om, hvor gammel man er, når man se Barnaby på Netflix en søndag aften)
Ingen kommentar til Barnaby, men hvad skulle meningen med ordspillet være?
Ikke noget specielt – Men a wild goose chase er jo noget med at være på jagt efter noget, som man ikke har nogen chance for at finde – Og det er vel lidt det, der sker her? Ej, jeg ved det ikke – måske er der virkelig ikke noget, der betyder noget i det her tilfælde;)