I april har jeg læst og lyttet mig gennem 7 bøger.
1.
Mit lille Skammer-marathon fortsatte ind i april og månedens første bog var den tredje i serien, Slangens gave af Lene Kaaberbøl. Det er bare så god underholdning og et fantastisk flot univers. Bøgerne er måske nok skrevet til et yngre publikum, og der er måske et par småting – som jeg ikke en gang kan huske i skrivende stund, så det kan ikke betyde det store – men ikke noget der kan ødelægge en god fortælling.
2.
Sidste bog i Skammer-serien, Skammerkrigen var den anden (lyd)bog i april. Igen – jeg var opslugt af historien. Jeg håber på, at få en god oplevelse med Kaaberbøls Katriona-serie, hvor jeg netop har fået den første bog hjem fra biblioteket.
3.
Månedens næste bog var en anbefaling, og min første Steinbeck bog. Jeg er glad for, jeg er kommet i gang med hans forfatterskab, og min oplevelse med Vredens Druer, har fået mig til at klikke Of Mice and Men samt Cannery Row hjem… og reservere East of Eden på biberen. Hmm… Der bliver noget Steinbeck at komme igennem. Jeg havde det egentlig lidt blandet med Vredens Druer, og jeg spekulerer på, om det faktum, at jeg fik den anbefalet som “den bedste” bog mon har gjort, at mine forventninger var alt for høje – de blev i hvert fald ikke indfriet, selvom jeg havde en fin læseoplevelse.
4.
En af barndommens klassikere skuffede mig i april – og det var ikke fortællingen, det kan jeg ikke tro, men den yderst irriterende oplæser af lydbogen, der forsøgte sig med forskellige stemmer på en højst generende måde. Jeg vil anbefale at læse bogen, Mio min Mio af Astrid Lindgren, lyt endelig ikke til lydbogen – alt magien forsvinder.
5.
En art billedbog gemmer sig som månedens femte bog, SZ. Et livs billeder 1944-2014 af Suzanne Brøgger. En ret pudsig samling af billeder, artikler og udklip krydret med uddrag og citater fra Suzanne Brøgger selv og andre forfattere. Den rigtig fin bog at læse i forlængelse af Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger, som jeg læste i november. Dog ikke helt den videre fortælling som jeg havde håbet på – men interessant nok.
6.
Det forjættede land af Toril Brekke var en fæl skuffelse, jeg blev simpelthen så irriteret på alle de dødsfald som forfatteren gjorde brug af for at få enderne til at mødes i fortællingen. Bogen er en selvstændig viderefortælling på en serie om udvandringen til Amerika – og jeg var ret begejstret for de to første bøger i serien, men denne levede slet ikke op til forventningerne.
7.
Som et sødt punktum for april læste jeg Anna og det franske kys af Stephanie Perkins. En sød og letlæselig ungdomskærlighedsfortælling (sikke et langt ord!!) som bare lige er det jeg har lyst til at dykke ned i engang imellem. Jeg glæder mig til de næste bøger kommer, 2’eren udgives på dansk i starten af juni – så min sommerbog er på plads.
———————————————————————————————————————————————————
Har i læst nogle gode bøger i april?
Sikke mange fine bøger du har læst i løbet af måneden! 🙂 Steinbeck er nu skøn – selv jeg heller ikke synes, at ‘Grapes of Wrath’ er hans bedste.
Hvor er det træls med en dårlig oplæser. Det har jeg desværre også oplevet, og det kan virkelig ødelægge en ellers god bog.
Mvh.
Den lille Bogblog – http://www.denlillebogblog.dk