“Påstanden om, at enhver dræber det, han elsker, forekom ham at være det rene gætværk sammenlignet med den til vished grænsende sandsynlighed for, at man bliver til det, man hader. Der fandtes naturligvis mennesker, der ikke hadede noget som helst, men de forekom Patrick så fremmedartede, at han ikke kunne forestille sig deres skæbne.”
Glem det, Dårligt nyt, En smule håb af Edward St Aubyn (Patrick Melrose-romanerne 1-3), udgivet på dansk af Gads Forlag, udkommer 4. juni 2015, modtaget som anmeldereksemplar af forlaget
Vær forberedt på dårskab, amoral, ligegyldighed, vold, sadisme, druk og stoffer når du møder den dysfunktionelle familien Melrose og deres velhavende omgangskreds. Det er ikke lytter idyl at have penge nok, men det hjælper dig med at få de reneste stoffer og ikke at skulle bekymre sig om, hvor pengene til det næste fix skal komme fra.
De tre første romaner om Patrick Melrose er netop udkommet på dansk og de to sidste udkommer i efteråret 2015.
I den første roman “Glem det” er Patrick Melrose bare en lille dreng på 5 år, han er med sine forældre i deres sommerresidens i Frankrig. Her trisser han omkring, uden at have så meget at tage sig til. Romanen fortælles primært ud fra faderen, David Melrose og moderen, Eleanor Melrose og de øvrige voksnes synsvinkler. Det står klart at David Melrose er en mand, der nyder sin magt over andre og som har temmelig sadistiske tilbøjeligheder. Historien udspiller sig over en enkelt dag, men vi kommer som læsere til at få et tydeligt billede af forældrenes forhold, og hvilken type mennesker, fra deres omgangskreds, de har inviteret til middag.
“Han stod ved siden af sengen og så ned på det grønne sengetæppe med ildfuglene på. Hans far lød temmelig træt, da han talte. “Jeg er nødt til at straffe dig.”
“Men hvad har jeg gjort?”
“Du ved udemærket godt, hvad du har gjort,” sagde hans far med en kold, tilintetgørende stemme, Patrick fandt overvældende overbevisende. Han skammede sig pludseligt over alle de ting, han havde gjort forkert. Hele hans eksistens forekom ham at være hæmmet af fiasko.”
I “Dårligt nyt” er Patrick, der nu er i starten af 20-erne, taget til New York for at hente sin afdøde faders aske med hjem. Hele turen er en stor rus og viser med alt tydelighed hvilket voldsomt misbrug, Patrick er kommet ud i. Han er så håbløst langt ude og tager så mange stoffer, at det forekommer utopisk, at han nogensinde kan komme fri af misbruget.
“En smule håb” foregår i England og Patrick er ikke længere ude i et så voldsomt misbrug, men kæmper stadig med fortidens dæmoner. Han har på en eller anden vis fået kæmpet sig op til overfladen igen og kan reflektere over, hvor langt ude (eller nede) han har været. I et forsøg på at gøre sig fri fortæller han for første gang en god ven om, hvorfor forholdet til faderen har været så dårligt.
“Det, han pludselig og med hver eneste celle i kroppen ikke længere kunne holde ud, var at skulle gennemleve den skæbne, som fortiden havde beredt ham, og lydigt følge skinnerne, mens han som bittert betragtede alle de veje, han hellere ville have fulgt.”
Det engelske aristokrati er bestemt andet end Downton Abbey, det viser romanerne om Patrick Melrose med al tydelighed. Det der fascinerer mig særligt ved Patrick Melrose-romaner er faktisk forfatteren bag, Edward St Aubyn. I den her halvbiografiske romanserie kan der tydeligvis trækkes paralleller til St Aubyns eget liv. Hans opvækst i en engelsk overklassefamilie med overgreb og misbrug er grundlaget for hans skriverier, der er med til at bringe ham ud af fortidens rædsler.
Bogens sarte og fine forside er i øvrigt i dyb kontrast til det dystre indhold. På den anden side er der heller ikke langt fra det sarte og fine der med et knips med fingrene kan krakelere og gå i tusind stykker.
Rigtig god anmeldelse! Jeg er selv lige kommet i gang med Dårligt Nyt, og jeg er meget spændt på at se hvordan Patricks historie udvikler sig.
Tak skal du have 🙂 Det bliver spændende at læse din anmeldelse…