trolderier

“Når vi befinder os i en armod så dyb, at vi ikke engang kan føle noget eller har noget mål, er mennesket mere uhyggeligt menneskeligt og sårbart over for venlighed, fordi der er denne fornemmelse af, at tingene burde være anerledes, og så kommer tanken om, hvad man har brug for, og hvori lindringen kunne bestå, og hvordan sjælen kunne beroliges og restitueres. Hjemme. Men sjælen finder sit eget hjem, hvis den da overhovedet har et.”

Hjemme af Marilynne Robinson (org.titel “Home”), første gang udgivet 2008, denne udgave 2010 på forlaget Gyldendal, lånt på biblioteket, 351 sider (Gilead #2)

1950’ernes USA i den lille by Gilead i Iowa. Glory er flyttet til sit barndomshjem for at tage sig af sin gamle far, der er pensioneret præst. Glory kommer hjem med et knust hjerte, og hjem kommer også “den fortabte søn” Jack, som ikke har været hjemme i 20 år. Jack er faderens øjesten, og den gamle er lykkelig for at have sin søn hjemme igen – men også nervøs for at han forsvinder lige pludseligt igen.

Hjemme foregår samtidigt med Gilead. Hvor Gilead fortælles af den aldrende præst og ven til Glorys far, John Ames, så er Hjemme fortalt udfra Glory Boughtons synsvinkel. I Gilead fornemmer man med stor tydelighed præstens stemme, bogen er utrolig smuk og filosofisk, på en virkelig tilgængelig måde – en perle i mine øjne. Man fornemmer helt klart, at Hjemme er anderledes – præstestemmen er med gode grunde skiftet ud og dermed også sproget og mange af de filosofiske og teologiske betragtninger, der er med til at gøre Gilead til noget særligt. Sådan er det nødt til at være, det gør det troværdigt, men desværre også mindre perlende og smukt. Dette uagtet, så er Hjemme en god bog, og mine forventninger til 3’eren, Lila, er store og jeg håber, sproget igen vil blomstre. Kendetegnende ved både Gilead og Hjemme er det stillestående miljø – byen Gilead, dens beboere. Det er som om tiden står stille og både John Ames og Glory Boughton synes i et vist omfang også at leve i fortiden.