Hvor er efteråret dog fyldt med skønne, boglige begivenheder! I går, lørdag, var jeg for første gang til BogForum. Min taske var pakket med hjemmebragte bøger, jeg gerne ville have signeret, muleposer til at slæbe nyindkøb i og en masse krydser i programmet.
Den første jeg fik øje på, da jeg kom ind til BogForum var John Kenn Mortensen, der stod og tegnede – han er så dygtig.
Mit første egentlige arrangement var Under Uret, hvor Wulffmorgenthaler underholdt. Jeg var ikke imponeret, og det var bestemt ikke her, dagens bedste grin skulle findes.
På Bogcaféen så jeg dernæst en samtale med den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson, der er aktuel med romanen Fisk har ingen fødder, der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015. Det er lidt svært at lade muligheden for at få en signerering passere, så jeg købte bogen efterfølgende (selvom den var lidt dyr) og stillede mig i kø.
Det lykkedes mig også at få et glimt af Jan Guillou – sikke en populær herre, men jeg besluttede mig for at finde ham igen senere. Det enten jeg dog med at opgive, for hold nu op en kø han kunne trække til signering, det orkede jeg simpelthen ikke. Jeg var ikke villig til at opgive dyrebar tid i en kø, når der nu var så mange andre spændende litterære arrangementer og bøger at se.
Jeg fik også set lidt af Kamilla Hega Holst hos litteratursiden, og igen senere (da jeg var kollapset på en stol Under Uret) i samtale med Jes Stein Pedersen. Hega Holst er aktuel med romanen På træk, som har flere biografiske træk. Jeg synes, den lød interessant – og skæv. Hun lader til at ynde at portrættere de mere tabubelagte og skæve sider af virkeligheden.
Jeg havde min Lars Mytting-bog med, Svøm med dem som drukner, og var så heldig, at han signerede et par stykker efter samtalen med Birte Weiss – så jeg slap for at stå i kø efterfølgende.
Jakob Ejersbo er en af mine yndlingsforfattere, han skriver så forbandet råt og smukt. Jeg er nysgerrig efter at vide mere om ham, når det nu desværre ikke er muligt, at der kommer flere bøger fra hans hånd. Ditte Steensballe er aktuelt med Lejligheder, der handler om Jakob og Ditte. Det er en kærlighedshistorie, intensiv, berusende, kort i tid, langvarig i hjertet.
På Spotscenen hørte jeg Stine Pilgaard læse op fra Lejlighedssange. Skønt, når jeg nu missede hende til Vild med ORD. Og senere på dagen (under mit “kollaps” Under Uret) hørte jeg hende i en meget interessant og underholdende samtale med David Jacobsen Turner. Stine er virkelig spændende at høre på og jeg blev naturligvis nødt til at købe et eksemplar af hendes bog, så jeg kunne få en signering.
Der blev også tid til signeringer andre steder. Jeg havde medbragt Hul i hovedet af Nicole Boyle Rødtnes med henblik netop dette.
Noget af det, jeg havde set mest frem til var at møde Nanna Foss og få signeret mit eksemplar af Leoniderne, og naturligvis få fingrene i et fysisk eksemplar af Geminiderne. Hold nu op, Nanna er jo noget af det sødeste – det var simpelthen så fint endelig at få hilst på hende.
Dagens uden tvivl sjoveste indslag var Karen Thisted og Huxi Bach, de var så sjove og ping-pong’er helt genialt. Jeg er vild med det. Jeg blev en anelse starstruck, da jeg forud for deres optræde stod lige ved siden af dem på standen, mens vi ventede på, at Linse og co. skulle blive færdige.
Der var en kødrand af mennesker til arrangementet, og jeg var ved at være træt i mine fødder, og min taske og efterhånden flere poser med bøger, var tunge, så da jeg kunne se mit snit til det, kollapsede jeg på en stol og så de næste to arrangementer Under Uret. Heldigvis interessante, nemlig Kamilla Hega Holst og Stine Pilgaard.
I løbet af dagen var der heldigvis også tid til at snakke med søde mennesker, spise en lille smagsprøve, opdage kendte (som i jeg-kender-dig-du-kender-ikke-mig), snuse rundt mellem bøgerne og lytte til bider af arrangementer hist og pist.
Jeg sluttede dagen hos Mimbo Jimbo, som jeg måtte forevige til ære for min datter, der elsker den blå elefant. Jeg var også så heldig at score en Mimbo Jimbo magnet til hende.
Min bunke af bøger, hjemmebragt og nyindkøb i skøn forening. Der er ikke noget at sige til, at mine skuldre er lidt ømme i dag – mere end fødderne faktisk.
Selvom jeg ikke er så vild med kuglepenstreger i mine bøger, så kan de her godt gå an.
__________________________________________________________________________________________________________________
Hvad var din bedste oplevelse til BogForum 2015?
Sikke da en skøn og dejlig dag du har haft til Bogforum 🙂 Dejligt og hyggeligt at se dine fine billeder, som giver et godt indblik i den skønne boglige sfære 🙂
Det var en virkelig dejlig dag, tak skal du ha’! 😀
Det var, da du kom med budding! 😀
HIhi!
Det lyder til at du har hygget dig rigtig meget! 😀
Det var herligt lige at få sagt hej til dig også, omend ret kort! 🙂
Ja, det var så fint, selvom det var kort 🙂
Sikke en dejlig dag! Jeg morede mig ellers helt vildt over Wulff Morgenthaler, men det er jo bestemt ikke lige for alle 😀
Nej, jeg synes, noget af det de laver er sjovt – men ikke lige den dag. Måske er jeg plaid-dame? 😉