Hjernesmarte børn af Anette Prehn, udgivet 2015 på People’s Press, lånt på biblioteket, 252 sider
Selvom bogen hedder Hjernesmarte børn, så er den interessant for andre end forældre og andre voksne, der dagligt interagerer med børn. Som det fremgår af bogens forside, så kan man selv ske at blive klogere undervejs – og jeg forestiller mig, der kan hentes fif og teknikker til alt fra eksamensangst, vrede, og andre situationer, der kan gøre en nervøs, vred, bange, utilpas og lign.
Anette Prehn er sociolog og arbejder med at “oversætte” hjerneforskning til noget der er forståeligt for almindelige mennesker. Hun har udviklet forskellige teknikker, der kan hjælpe til at styrke dit barns robusthed, og lære at “komme igen” følelsesmæssigt (resiliens), når det møder modgang og udfordringer.
Eksempelvis taler hun meget om “hen imod”-sprog i stedet for “væk fra”-sprog, da især børn, har en tendens til ikke at høre negationer i sproget. “Du må ikke slå” bliver i et barns øre til “slå”. Det betyder, at man som den voksne virkelig skal tænke sig om, og øve sig i, at omtænke alle “standard” vendingerne, der bruges i opdragelsen. Fx kunne man sige: “Vi skal passe godt på lillebror” i stedet for “Du må ikke slå”. En del af denne “omtænkning” forudsætter at man introducere barnet for ord og vendinger før det brænder på, så de kan relatere til det og forstå det i situationen.
Hun illustrerer også hjernens amygdala og viser, hvornår det er optimalt med indlæring og hvornår hjernen kommer op i det rødefelt. Har man nogle teknikker indlært på forhånd, kan man bedre kontrollere den kapring hjernen laver i det rødefelt, og man kan hurtigere finde tilbage til ro og tryghed, og tænke klart igen. Det kan være helt forskellige situationer, der får os til at se rødt eller som kan give oplevelsen af, at “klappen” går ned.
Anette Prehn er, heldigvis, langt bedere til at forklare hjernens teknikker og finurligheder end mig – hun bruger en masse helt nede på jorden ord, som dog har en sjov kant eller tilsvarende, som gør det nemmere at huske. Bl.a. taler hun om “lommelygten” i hjernen, der i ovennævnte eksempel med at slå, netop lyser på ordet slå og det giver jo vitterligt virkelig god mening at bruge sit sprog på en anden og mere hensigtsmæssig måde.
Det er en virkelig interessant og tankevækkende bog. Den er skrevet i et flydende og lettilgængeligt sprog. Selvom der bliver introduceret mange teknikker, megen info, så er Prehn enormt god til at samle op, og tage en i hånden, så man hele tiden er med på sammenhængen.
Jeg er så begejstret, at bogen er kommet på min ønskeseddel. Det er sådan en, der er genial at have på reolen, så man kan tage den frem igen og igen – finde eksempler, øve teknikker. Det er på ingen måde en viden man samlet kan mestre, når bogen lukkes – men tager man en ting ad gangen og prøver af og øver, så skal det nok give pote efterhånden.
Jeg har allerede reserveret “Hjernesmart pædagogik” på biblioteket. Det er mit indtryk, at den gør mere ud af egentlige redskaber og teknikker i forhold til børn. Men det kommer I jo nok til at høre mere om, når jeg på et tidspunkt får den læst.
Note: Jeg har valgt ikke at give denne bog stjerner, da det er en fagbog og jeg ikke har overvejet hvordan et eventuelt stjernesystem vil kunne fungere i den sammenhæng.
Skriv et svar