“Hverdagen får alt til at forsvinde, hverdagen er som en zone hvor det som havner indenfor, bliver dømt til glemsel.”
Om vinteren af Karl Ove Knausgård, udgivet 2015 på forlaget Lindhardt og Ringhof, modtaget som anmeldereksemplar af forlaget, læst på dansk, 235 sider, 3,5/5 stjerner
Som i Om efteråret reflekterer Knausgård over stort og småt. Månederne december, januar og februar indledes af “Brev til en ufødt datter” hvorefter alt fra rod, julemænd, tøjdyr til krager, tandbørster, Loke og vatpinde, fisk og brandhaner behandles. Som altid har Knausgård nogle interessant betragtninger, som f.eks. om reflekser, hvor han funderer over paradokset over at ville ses vs. ikke at ville ses (dyr vs. mennesker) i forbindelse med, at han en mørk aften påkører et dyr. I den mere bizarre ende (høhø) skriver han om, hvordan man kan se røret fra vandhanen som en forlængelse af halsen og i den anden ende, hvordan afløbet i toiletkummen ligeså kan ses som en forlængelse af endetarmen.
I modsætning til Om efteråret, så er der flere af de små tekstbidder, eller essays, der hænger sammen på den måde, at de helst skal læses i sammenhæng, da de refererer til et ophold på en lille isoleret ø. Endvidere er der også denne gang flere portrætter. Små beskrivelser af ansigter, former, facon og karaktertræk. Meget fine og observerende.
Endnu en ny ting er, at denne ufødte datter rent faktisk bliver født (det måtte jo ske før eller siden!), og Knausgård beskriver dele af fødslen og det rum af smerte hans kone går ind i. Det er empatisk og meget genkendeligt beskrevet.
Som altid er det en fornøjelse af læse Knausgård, han formår at trække banaliteter op på et højere plan og gøre det læseværdigt. Hans ord skriver billeder og former tanker. Jeg nød de virkelig smukke illustrationer, som denne gang er af Lars Lerin. Alligevel ramte bogen mig ikke på samme måde som Om efteråret. Jeg er ikke sikker på, det alene skyldes teksternes ordbilleder, der ramte mig dybt sidst, men måske også fordi jeg denne gang havde en helt klar forventning om, hvad jeg gik ind til, da jeg åbnede bogen. Under alle omstændigheder er det dog en bemærkelsesværdig og interessant bog.
“Den evne, til at give det døde liv, til at skabe en verden hvor det lukkede åbner sig mod os, er forædlet i litteraturen, for der er ingen principiel forskel mellem hvad der sker når jeg åbner en af bøgerne her, lad os sige Tolstojs Krig og fred, og når børnene i morgen åbner deres gaver. Lidt sværte på et stykke papir vækker en storm af følelser og får alt andet til at forsvinde, som det også gør når robotten går et par skridt hen over gulvet, eller kaninen bliver presset mod brystet og kysset intenst.”
Glædeligt read-a-thon til alle jer der læser derude – jeg deltager ikke denne gang, men har haft travlt med familien samt at lave othelleolagkage, stege og brase til 2 -års fødselsdagsfejring i morgen.
trolderier 
Den lyder fantastisk, den bog! Og som sådan en god introduktion til den omfattende Knausgård.
Om efteråret og Om vinteren er bestemt gode introduktioner til Knausgård – Min kamp er jo lidt en mundfuld at give sig i kast med 😉
Denne bog af Knausgaard må bestemt på min TBR 🙂 Tror at jeg skal have kigget lidt mere på hans fordatters kan 🙂
Den er også virkelig fin, men jeg vil anbefale dig at starte med Om efteråret, hvis du da ikke allerede har læst den 🙂
Om efteråret og Om vinteren rykker hele tiden længere og længere op på ønskelisten. Jeg er vildt spændt på at opleve hans skrivestil, som alle siger er så fantastisk 🙂
Jeg har dog endelig fået sat Shantaram på læselisten for maj, så…så lang så godt. Det er en ordentlig moppedreng, så jeg håber den er lige så god som du skriver 🙂
Hvor er det dejligt at kunne inspirere lidt:-)
Jeg er sikker på, du vil kunne li’ Shantaram, og jeg håber ikke, du lader dig skræmme af størrelsen.
Knausgård er helt sin egen, jeg tror muligvis, at man enten er til “ham” eller også bliver det for trivielt – det virker for mig, men har fx anbefalet Min Kamp til en kollega, som dødkedede sig. Ja, jeg forstår det ikke, jeg sluger det råt😉
Sikke en fin anmeldelse 🙂 Jeg tænkte også meget over, at værket som helhed er meget mere sammenhængende fordi der netop er en form for tråd mellem flere af de små essays. Det kunne jeg vældig godt lide. Og så synes jeg altid, det er så sjovt, når bidder af det, jeg har læst om i Min Kamp også er med i hans essays.”Christina” lyder fuldstændig som den Christina, der også optræder i Min Kamp fx, og selvom han beskriver fødslen af deres første barn i andet bind af serien, så minder det også meget om beskrivelsen af fødslen i denne samling 🙂
Er du også spændt på næste bind? Jeg er især spændt på Om Sommeren, fordi jeg føler hans tekster bare passer bedst til vinter og efterår 🙂
Du har helt ret, hans stil er så tilpas melankolsk, at det bliver interesant at se hvordan forår og især sommer bliver fortolket.
Jeg er endnu ikke kommet så langt i Min Kamp (gik altså lidt i stå i 2’eren, men skal have givet den en ordentlig chance snart!), så jeg kan ikke drage de samme paralleller, du kan. Hvor langt er du nået i serien?