trolderier

Så er det nu, der skal spidses ører. Her i tredje del af mit interview med Nanna Foss og Boris Hansen forsøger jeg bl.a. at få dem til at udfritte hinanden – om det lykkes, må du selv bedømme…

Bente: Hvad er det så I kan bruge hinanden til nu, når I sidder her og hygger jer?
Boris: Vi kan hente kaffe til hinanden og sådan noget. (Griner). Jeg synes faktisk, det er svært at sætte ord på.

Bente: Er det motiverende at vide, man skal mødes og så egentlig ikke skulle andet end at skrive?
Boris: Det er mega motiverende!
Nanna: Ja!
Boris: Men altså nu er det så fra mandag til fredag vi har kørt fælles. Jeg synes egentlig, det er overraskende hvor lidt vi bruger på at snakke specifikt om “jeg skriver sådan og sådan” – “jeg bruger den teknik” – “det lyder som en fed idé det vil jeg også gøre” – for vi er begge to nået til et punkt, hvor det godt kan være, vi er i begyndelsen af vores udgivelser, men vi har begge to skrevet ret meget alt i alt. Så jeg tror også, vi er faldet meget ind i vores teknikker og rutiner. Jeg får utrolig meget ud af at snakke med Nanna om den verden der ligge uden om selve det, der foregår mellem dig og din computer. Der er også det, der foregår mellem dig og de mennesker, der skal tage imod det. Hvem vil du være i forhold til dem og hvordan skal de opfatte dig og hele bloggersfæren og den verden der er i Danmark, hvor der er anmeldere, der er bloggere, der er forfattere, der er læsere. Det, synes jeg, er super spændende, og der kan jeg virkelig bruge til noget at sidde og snakke meget specifikt okay så du gjorde sådan og sådan den gang du stod i den her situation og skulle promovere din nye serie.

Nanna: Boris er blevet indført i instagram.
Boris: Jeg oprettede min instagram i lørdags.
Nanna: Ja. han var helt instagramgrøn. Da vi tog hul på anden uge og skulle ligge et billede op for at vise, nu er vi her igen – der kan man mærke, at der er sket virkelig meget.
Boris: Jeg er vokset med opgaven.
Nanna: Du er begyndt at tænke i billeder, hvordan kan vi vinkle. Han er totalt instagram haj på en uge.

Boris: Men altså jeg vil sige, sådan generelt så giver det sindsygt meget. Jeg glæder mig ikke til, at jeg skal tilbage til at sidde alene og skrive, overhovedet, men det er faktisk meget svært at sætte ord på, hvor det helt præcist er, det opstår. Det er også nogle lange dage, så det er meget svært at forklare, hvorfor det er så super motiverende at vide, at der sidder en på den anden side af bordet ved skærmen og laver det samme. Der er en form for pagt på en eller anden måde – nu gør vi det her sammen – og vi er jo ikke afhængige af hinanden som sådan, men det føles bare som om, vi er. (Nanna bekræfter).

Boris: Så det foregår sådan lidt under overfladen meget af det, tror jeg.
Nanna: Ja, det er jo ikke en gang fordi vi sidder sådan og er – jo det kan godt være en gang imellem så sidder vi over frokosten og snakker om, nå hvad har du lige skrevet og amen jeg har lige skrevet en scene, hvor der var nogen, der døde, men det er faktisk overraskende sjældent. Selvom vi er beta-læsere på hinandens ting, så er det ikke fordi vi sidder og deler projekterne helt vildt hver dag, men det er det her med at vide, at man får energi fra den anden. Jeg er også begyndt at være meget på skriveferie med Håbefulde Unge forfattere (HUF), og nogle af dem arrangerer jeg selv. Jeg arrangerer for fjerde gang her i år sådan en sommerskriveferie oppe hos mig i Odsherred, hvor vi sidder 20 mennesker og skriver sammen en hel uge. Jeg synes, det er vildt motiverende. Boris sidder på kontor med nogle andre, men de skriver ikke og jeg sidder jo også nogle gange derhjemme og arbejder med min mand, men han laver computerspil og det er super fedt, men det giver en helt anden energi at vide, at der sidder en og skriver på noget nu som er fiktion eller hvad det nu er. Der er et eller andet i den energi, der bare gør, at man går mindre på Facebook eller går mindre ud og, ej nu skal jeg lige ha’ noget at spise – man bliver trukket ind i den der energi sammen, synes jeg.

Bente: Selvom man ikke står til regnskab overfor hinanden bagefter?
Nanna: Jaja. Det er jo ikke fordi vi sidder ved siden af hinanden og nå, er du nu på Facebook igen eller inden at skrive kommentarer på instagram . Det er bare et eller andet mode, man kommer ind i sammen, tror jeg.
Boris: Det er sjovt fordi havde jo en konkurrence i starten, hvor at kunne gætte hvem, jeg skulle i skrivehytte med. Der kom mange forskellige forslag. Der var en der foreslog Dennis Jürgensen. Dét havde været meget intimiderende, for jeg var jo Dennis Jürgensen fanklubmedlem i min barndom, så at sidde i en hytte med ham i tre døgn… Du (*kigger over på Nanna*) har jo prøvet det her med mange forskellige slags forfattere og sådan noget, og er måske sådan lidt mere anything goes. Jeg tror ikke, jeg kunne sidde med hvem som helst, fordi jeg tror også, der er noget vigtig i det her med, at man er på samme sted – ikke at man har skrevet lige meget på den bog man arbejder på – men at man er på samme sted i sin karriere og at man har samme tilgang til det her. Der er mange forfattere, hvor jeg kan mærke, okay, de sætter sig ned og går igang med at skrive. Jeg kan bruge timevis på at omarrangere det jeg har skrevet og være kritisk. Jeg tror, det er utroligt vigtigt for mig at vide, at jeg sidder sammen med en, der har samme standarder, måske, på en eller anden måde. Hvis et kapitel ikke er godt nok, så ryger det altså ud af vinduet og så skal det altså gøres om. Det er meget forskelligt fra forfatter til forfatter og der kan jeg mærke, at det giver noget ekstra – ikke fordi vi sidder og evaluerer hinandens ting men  – at vide, at man kan sige, at er det ikke bare pisse irriterende, at jeg lige har skrevet ti sider og skal smide dem ud – men vi ved begge to, at det er sådan vi arbejder og så kan vi snakke om det.
Nanna: Jeg tror måske også, ubevidst, det er ikke noget som jeg sådan har tænkt med ord, men det der med at sidde sammen med Boris – hvis jeg skriver et eller andet som ikke virker, så kan jeg nærmest høre, at han vil sige too much eller det fungerer bare ikke det her. Det gør lige, at man tænker, altså man kan nærmest mærke det så snart man har skrevet noget, det er for plat det her eller det hænger ikke sammen, det var en dårlig grund til, at han skulle gøre sådan eller det ville hun ikke sige eller et eller andet – at man sådan ubevidst ligesom har den her beta-læser på skulderen, der siger arg, det fungerer ikke. Og så er der forskel på hvor man lige er i sit flow, om man bare laver en note med, at det her fungerer ikke “gør det om” og så skriver videre eller stopper op og tænker “slet slet” – den skal fungere inden, jeg kan skrive scenen færdig. Det er meget forskelligt. Boris: Det er faktisk sjovt, for lige præcis hvem man omgiver sig med det bliver lidt til et kor af stemmer i ens hoved, som lige er der til at sige “er du nu sikker på, det er en dybdegående personskildring” –  og hver eneste gang, du tilføjer en ny person til det her kor, så kommer der en ny, du skal stå til ansvar for. Så man skal også være omhyggelig med at vælge de rigtige.
Nanna: Ja, præcis, så man ikke skriver for at please andre, men skriver til en testlæser, der kan se hvad man vil med det, man er i gang med og som ikke prøver at trække så meget i en anden retning, at det fjerner sig fra det, du egentlig tænkte, du skulle med den historie.

Bente: Hvor tit testlæser I for hinanden?
Boris: Det er ret nyt.
Nanna: Jeg har læst Boris’ første Panteon-bog, men ret sent i processen faktisk, så det var ikke sådan noget med, at han gik hjem og skrev bogen om – for den var nærmest på vej i trykken, den havde været om grafikeren og var ved at blive sat. Så det var ikke noget med, at han kunne begynde at rive det hele fra hinanden. Boris har læst mine to første bøger, men som fysiske bøger, så der kan jeg jo ikke nå at lave noget som helt om, men han har stadig givet nogle kommentarer, som jeg kan bruge fremadrettet i mine bøger – både i forhold til serien, men også sådan rent detaljemæssigt hvordan man bygger karaktere op og sådan noget.
Boris: Og så har jeg jo læst de første 30 sider af treeren og det er så første gang, jeg har fået lov til at prøve at læse noget af Nannas som faktisk stadig er oppe i luften og hvor det giver mening, at jeg sidder og ja, læser. Det glæder jeg mig til at tage fat på.
Nanna: Vi er færdige her på fredag med vores fælles skrivecamp og så har jeg en uge, hvor jeg skal undervise og så forhåbentlig skrive noget færdigt, og så har vi faktisk aftalt, at vi om tre uger sender til hinanden – forhåbentlig første udkast. Vi når forhåbentlig at blive færdige med vores projekter hverisær, men hvor lækkert finish-agtigt det bliver, det ved jeg ikke. Det kan godt være, der lige bliver nogle røde noter indimellem.
Boris: Det bliver lidt spændende, fordi det er første gang, vi begge to prøver at få sådan et fuldt manuskript med posten, som ikke er på vej til udgivelse eller som ikke er blevet udgivet allerede.
Nanna: Ja, hvor man faktisk stadig kan nå at skrive det hele om. Og så går vi på ferie begge to. mere eller mindre, men skal selvføgelig nå at læse og kommentere, og så mødes vi efter ferien og har afsat to hele dage til at sidde og give feedback. Det bliver garanteret sådan noget med, at vi sidder og græder begge to. (*Begge griner*).
Boris: Det er i slut juli, så vi bliver enormt kedelige at være på ferie med for de andre.
Nanna: Ja, så er det godt at have familier, der støtter op om det, det er virkelig altfgørende for, at man kan gøre sådan noget her. Baglandet er vigtigt.

Bente til Nanna: Hvis du nu skulle spørger Boris om noget, hvad ville du så spørge ham om?
Nanna: Hvis du skulle give et tip til folk, der gerne vil skrive en bog, hvad skulle det så være?

Boris: Jamen, det vil helt klar lægge sig i forlængelse af det der med, sørg nu for, at det er din egen bog, du skriver. Jeg har set så mange forfattere, især dem der skriver inden for de her meget definerede genre, som fantasy, at der er meget kort vej fra, at de læser noget og tænker waou, det her er en fed bog, det her gad jeg også godt gøre og så til, at de skriver den bog igen med nogle andre navne. Det synes jeg er enormt synd, for du lærer ikke så meget som forfatter ved, at du bare følger de samme trin som den bog, der har inspireret dig eller den genre, du har læst hele din barndom. Det er der ikke så meget læring i og genrene rykker sig heller ikke så meget, hvis vi sidder og skriver den samme historie igen og igen – men det er jo heller ikke fordi, vi skal opfinde den dybe tallerken. Det er jo ikke fordi, du skal genopfinde fantasy, fordi du gerne vil skrive en fantasybog, men det er noget med lige at bruge lidt tid på at spørge, kunne man se den her historie fra en anden vinkel, kunne man lige placere den i et lidt andet miljø, i et andet land, altså det vil gøre en verden til forskel. Det er ikke så meget, der skal til, men det gør, det er din egen bog du sidder og skriver. Så det er mit tip.

Bente til Boris: Hvad vil du spørge Nanna om?
Boris: Så skal jeg gengælde den. Det var noget vi snakkede om faktisk, på skrivecamp, men jeg tror, det er et godt inteview spørgsmål, både fordi, jeg tror, det er noget, læserne synes er lidt sjovt og fordi der ligger lidt teaser aspekt til Spektrum 3 indbygget i det: Du har jo to bøger udgivet og har skrevet sindsygt meget og har lige færdiggjort en anden roman på skolen (Forfatterskolen for Børnelitteratur, red.) som eksamensprojekt, så du har skrevet en del. Nu sidder du med Spektrum 3, hvad er det den som bog tvinger dig til at gøre som ingen andre bøger, noveller eller skriveøvelser har gjort før, hvor kommer dens helt særlige identitet fra – det kan både være i nye skrivetekniker, du er nødt til at bruge eller nye temaer, du kommer til at tænke i?

Nanna: (Tænkepause) Hmm, det var et godt spørgsmål (Tænkepause). Jeg vil sige, det her er den første bog, som jeg har skrevet med et publikum, så det giver helt automatisk en anden teknik. De to første Spektrum-bøger er som sagt skrevet lige efter hinanden og jeg anede ikke om der var nogen, der ville udgive dem. Der gik fire måneder før Tellerup ringede til mig og sagde, at de gerne ville udgive 1’eren, og på de fire måneder kunne jeg nå at skrive udkast til 2’eren. Nu sidder jeg og skriver på 3’eren samtidig med, at det er blevet forhalet af Forfatterskolen og alt muligt andet, og der er folk, der skriver til mig hver uge og spørger hvornår 3’eren kommer. Og når jeg slår ting op – den her takeover vi har lavet eller den der teaser, jeg lagde op med det første kapitel på 3’eren – folk spørger næsten hver gang jeg interagerer med nogen eller skriver til mig bagom på min hjemmeside eller et eller andet, “hvornår kommer 3’eren”, “hvornår kommer 3’eren” – og det er jo vildt fedt, jeg er simpelthen så glad for, at jeg har ramt et eller andet der kan gi’ folk noget, så de sidder og venter på den her bog, men det er også enormt angstprovokerende. Så det vil jeg nok sige er en af de ting, der er den største forskel. Man kan sige den bog, jeg skrev på Forfatterskolen for Børnelitteratur, det er noget, der slet ikke har med Spektrum at gøre og det var også med vilje for ligesom at tvinge mig selv ud af det spor, men der er jo ikke nogen, der sidder og venter på dén bog, for de aner ikke, jeg har skrevet den. Så det skal jeg faktisk lige finde ud af at navigere i. Det er super fedt, at der sidder mennesker derude som gerne vil ha’ noget mere at vide om de her karakterer og den her historie. Det er en kæmpe, kæmpe stor motivation, men jeg skal også på en eller anden måde kunne lægge det væk og lukke døren og så sætte mig ned at skrive, for jeg skal jo ikke kun skrive for mine læsere – lidt ligesom, at man ikke skal skrive for andres skyld eller skrive bøger man har læst – man skal skrive bøger for sin egen skyld. Jeg skal også holde det konsistent inden for de to bøger, jeg allerede har skrevet. Jeg kan ikke begynde at skifte for meget vinkel eller lave alt muligt mærkeligt fordi jeg tænker, det er sikkert det, mine læsere vil ha’. Jeg er nødt til at holde en tone som jeg har påbegyndt. Det skal hænge sammen på en eller anden måde. Det er også svært at navigere i at have gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur, og ha’ lært rigtig meget, men og også på en eller anden måde kunne bruge det, men uden det bliver alt for “pille pille”. Nogen gange skal man bare tonse igennem. Jeg var i Sverige her for nogle uger siden og skulle skrive afgangsromanen færdig. Jeg skrev 20.000 ord på halvandet døgn, fordi jeg simpelthen have besluttet mig for, at nu var jeg træt af at sidde og pille i det. Jeg skulle bare skrive en helt masse, slå det der filter fra og bare tonse igennem. Det mangler jeg nogen gange, det der med ikke at have den der rettepind fremme inden man går i gang med at skrive. Er det god kunst, er det en perfekt sætning, er der tilstrækkeligt mange lag i det, jeg gerne vil sige – nogen gange skal man også bare “go with the flow” og producere en god historie. Og det kan man godt blive sådan lidt mærkelig i hovedet af – det der med at diskutere hvad der er god kunst og god børnelitteratur – det har vi snakket meget om på Forfatterskolen for Børnelitteratur, men nogle gange skal man også bare skrive uden at tænke så meget over det. Jeg tror meget af det kommer intuitivt. Forhåbentlig.

—

Missede du de forrige dele af interviewet så fortvivl ej! Du kan finde 1. del her og 2. del her. God fornøjelse 🙂 Fjerde og sidste del af interviewet kommer snart.