I fjerde og sidste del af mit interview med Nanna Foss og Boris Hansen, kan du høre fra en, der rent faktisk har læst med på sidelinjen, hvad du skal glæde dig til i Spektrum 3 og Panteon-sagaen samt finde ud af, hvilke bøger de to forfattere selv læser, når de har tid.
—
Bente til Nanna: Du har læst hvad han har skrevet…
Boris: Uha, ja, jeg vidste godt, der lå et eller andet ubehageligt og ventede (griner).
Bente: Hvad er det bedste ved Panteon-serien, hvad skal jeg glæde mig til?
Nanna: Du skal glæde dig til den måde Boris blander genrene på, altså det sci-fi-dystopiske og så high fantasy med en masse kompleks world-building bag, som jeg glæder mig rigtig meget til. Det er skrevet på en måde så man ved, der kommer mere af det, at der er flere ting, der bliver forklaret i de næste bøger. Jeg synes, det er en meget forfriskende måde at blande genrene på og også rent teknisk er det gjort rigtig fedt. Hans prolog er meget fantsyagtig – det var den han lagde op som teaser her i sidste uge på instagram – og så skifter det over i noget helt andet som har det her dystopiske young adult-feel, men man sidder hele tiden, mens man læser det og tænker okay, det er vildt fedt det her, men der var noget med det her sværd og fantasy i starten – hvornår kommer vi tilbage til det? Man er hele tiden spændt på hvordan får han bundet de to meget forskellige verdner sammen. Og det er bundet sammen på en fed måde og det er jeg jo en totalt sucker for. Det kan man nok også læse sig til i Spektrum, det der med plottwist og ting, der i virkeligheden hang sammen på en sjov måde, det elsker jeg, og det, synes jeg, er super veludført i Boris’ bog. Og den er også sjov! Det synes jeg nogen gange, kan mangle i fantasy, især ældre fantasy, det er sådan meget selvhøjtideligt. Netop det Boris sagde med, han vender nogle af de der klicher på hovedet – det synes jeg er fedt. Jeg håber, det kan give fantasygenren et boost, dreje genren 180 grader og give det frisk blod.
Boris: Det er faktisk en sjov ting med hvordan vi har grebet noget an forskelligt. Da vi blev enige om, at vi skulle være testlæsere for hinanden sådan ret langt frem i tiden, hvis det blev ved med at køre. Vil det hjælpe mest hvis testlæseren faktisk ved hvor serien er på vej hen, så vedkommende kan bedømme om det bliver gjort ordentligt, eller er det bedre bare at læse i blinde? Vi har rent faktisk gjort det forskelligt for Nanna har fortalt mig en del af hvad der sker i Spektrum-serien.
Nanna: Ja, Boris ved ting (Bente: Åååh!!)
Boris: Og jeg har valgt at sige det skal være helt no-go. Jeg vil med det samme, når jeg læser Spektrum 3, begynde at kunne se nogle linjer, jeg har hørt om…
Nanna: Ja, noget forshadowing til de næste bøger, men det er også rigtig vigtigt for mig, at jeg kan ha’ en jeg kan spare med fordi jeg har lagt så mange spor ud allerede, og der kommer også rigtig meget i 3’eren som først vil få et pay-off i nogle senere bøger, og der er det rigtig vigtigt at ha’ en der kan være wingman og sige, det her spoiler måske lige lidt for meget.
Boris: Men det er svært. Nu sidder du jo bare og fisker efter spoilers helt vildt (Bente nikker ivrigt), men i det øjeblik, du faktisk får tilbuddet – skal jeg fortælle dig, hvad serien kommer til handle om? Dét er et meget svært valg, for det har Nanna faktisk tilbudt mig. Det er mange timers underholdning henover de næste mange år, der lige forsvinder der.
Nanna: Det er mange plottwist, man ikke kan opleve på læsermåden. Det er også en fordel at have testlæsere, der ikke ved noget – f.eks. det plottwist, der er i Spektrum 2, der var det også enormt vigtigt for mig, at der var nogen der læste uden at vide, at der kom et plottwist – for jeg var nødt til at kunne spørge dem bagefter, om de havde regnet det ud, eller hvorfor/hvorfor ikke de havde regnet det ud? Hvis Boris havde læst den (Spektrum 2) inden den udkom og havde vidst det på forhånd, så havde jeg jo ikke kunnet bruge ham lige til den, fordi man læser på en helt anden måde, når man ved, hvad der kommer til at ske.
Boris: Jeg brugte faktisk lang tid på at tænke over – skal jeg gøre det ene eller det andet. Og det er også en cadeau for hvis ikke jeg var interesseret i historien, så bare fortæl mig hvad der sker, ik? Det er lidt sjovt at stå i den situation. Man vil gerne vide alt lige nu, men det vil jeg i virkeligheden ikke.
Nanna: Nej, for du bliver jo trukket igennem at skulle læse bøgerne uanset hvad.
Bente: Hvor mange ved, hvad der kommer til at ske?
Nanna: Min mand ved det, Boris ved det og så har jeg nogle ganske få testlæsere, som også ved det. Jeg har nogle meget tætte veninder, de er ikke så meget tekniske testlæsere, og jeg spurgte nemlig også dem om det samme – vil I vide hvad der sker – vil I være den slags testlæsere eller vil I være den anden slags testlæsere? Den ene hun var sådan – ja, ja fortæl det – hvem er Alban i virkeligheden, jeg må vide det. Hvor den anden var virkelig sådan – nej, det kan jeg simpelthen ikke. Det var lidt ligesom med Boris – hun skulle virkelig hjem og tænke over det, for du kan jo ikke glemme det igen, så ved du det og du kan ikke gå tilbage til ikke at vide det. Så jeg forstå det godt. Og man har jo brug for begge slags testlæsere, for jeg tror det er svært at være så meget to forskellige personer oppe i sit eget hovedet. Man kan have en idé om, at nu hinter jeg til noget, men du ved ikke hvad folk fanger – men det er selvfølgelig også forskelligt fra læser til læser. Men det er meget rart at have nogen udefra til at skrue på de der forshadowing-knapper og hvad man nu ellers kan skrue på.
Bente: Bare lige helt kort her til sidst. Hvad læser I selv, når I har tid til det?
Boris: Jeg læser for lidt i det hele taget.
Nanna: Jeg har jo heldigvis læst en masse børne- og ungdomslitteratur i forbindelse med, at jeg har gået på skolen, der er jo lange, lange pensumlister med både foreslået læsning og også ting vi skal ha’ læst til en bestemt undervisningsgang eller hvis vi skal på forlagsbesøg. Så det synes jeg har været rigtig fedt, at det har været mit job at læse og orientere mig. Jeg tror, det er enormt vigtigt at holde sig opdateret med hvor den genre man skriver, bevæger sig hen, også hvis man f.eks. vil gøre noget lidt andet end det, de andre gør. Jeg læser mange ungdomsbøger lige for øjeblikket, men er også begyndt at interessere mig for billed- og børnebøger fordi jeg har små børn, som jeg også rigtig gerne vil læse for og giv glæde ved bøger. Og voksenbøger også, så man ikke kun holder sig i den smalle målgruppe. Jeg læser ret meget amerikanske og engelske ungdomsbøger, men prøver også at læse rigtig meget på dansk, men hvis noget er oversat, vil jeg hellere læse det originalt, for det er ikke altid oversættelser spiller.
Boris: Efter jeg begyndte på Pantehon-serien, har jeg prøvet at orientere mig mod at læse serier, ret store serier, hvor bøgerne er udkommet, så jeg ikke skal sidde og vente, for ligesom at have muligheden for at studere hvordan de håndterer at folde serien ud over fire bøger. Når du har skrevet den her bog og den er udkommet og står på hylderne, så kan du ikke lave den om. Så du har bare at gøre det ordentligt, men hvordan zoomer du ud, du skal hele tiden give mere og mere for hver bog, men det skal ikke være mere af det samme. Serierne håndterer det forskelligt. Ligenu læser jeg en sci-fi serie, der hedder The Expanse som er med intergalaxisk politik, der egentlig ikke har noget med det, jeg selv skriver at gøre, men det er meget sjovt at se hvordan den første bog i serien er en ret intim historie med et lille antal af personer, og i den næste bliver det mere intergalaxisk og med flere aktører og man fornemmer, at det hele tiden har været den samme historie, det er ikke fordi man tænker – hvad skal jeg nu gøre, når jeg har fået kontrakt på en 2’er? De har et fokus i starten, der bare bliver bredt ud og bredt ud. Det prøver jeg at lære noget af, hvordan man breder en serie ud, så læseren også kan følge med og hele tiden synes, det er engagerende nok.
TUSIND TAK, Nanna og Boris – det var en stor fornøjelse!
—
De forrige dele af interviewet, kan læses her: del 1, del 2 og del 3. Jeg håber, I har nydt at læse med 🙂
Skriv et svar