trolderier

Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan, oversat fra fransk efter “D’après une histoire vraie”, udgivet på dansk af forlaget People’s Press i 2016 (opr. 2015), lånt på biblioteket, 315 sider, 5/5 stjerner

Den her bog fucker virkelig med din hjerne. På en fed, fed måde. Jeg så, der stod “thriller” på forsiden af bogen, og blev sådan lidt meeeeh, men vi er slet, slet ikke ude i nogen gyser her (altså ikke gyser som sådan i hvert fald – bare lige til info, hvis der er nogen, der har det lidt som mig!). Alligevel er der jo noget om snakken – begrebet er rent faktisk rammende, men – ja, nu skal jeg jo helst ikke sige for meget.

Da jeg for et par år siden læste Alt må vige for natten, blev jeg blæst helt omkuld af historien om Delphines familie, og særligt hendes mors liv – og derfor kunne ikke engang et mærkat om “thriller” skræmme mig væk fra mere de Vigan.

Baseret på en sand historie har helt utroligt mange lag, og de fleste af dem opdager man først til slut. En vinkel kan man sige er, at  de Vigan fortæller om, hvordan det var at udgive bogen hvor hun fortæller alt om sin familie (ud fra sine oplevelser) og hvordan tiden efter har været.

Hun leger med begrebet virkelighed, sandhed. Kigger man på titelbladet fremgår det, at Baseret på en sand historie er en roman. Begrebet er med til at udviske, hvad der rent faktisk er selvoplevet og hvad der er selvopfundet. De Vigan skriver i bogen, efter citat fra Jules Renard, at “ligeså snart en sandhed fylder mere end fem linjer, er det romankunst.” Hun skriver endvidere, at “alle selvbiografiske tekster er romaner. Den sande historie er en illusion. Den findes ikke. “

Hun foregiver, både i denne roman og i Alt må vige for natten, at skrive om sig selv og sin familie (og måske gør hun også? Men pakker det ind i romanbegrebet). Det er virkeligt, det er autentisk, det går tæt på, det er følelsesfuldt, der er billeder (mest i Alt må vige…), men alt kan så at sige pakkes ind med prædikatet “roman”. Måske er det sandt. Måske er det sket. Måske er kun en del af det sket. Måske slet intet.

De Vigan lader fælden klappe om læseren. Man står tilbage med en usigelig trang til at vide, om det er rigtig og om hvordan bogen er blevet til. Og for katten, det er en perfekt sløjfe, en perfekt understregning af en pointe. Genialt. Og afsindigt irriterende. Fordi ens hjerne trods alt er blevet rusket godt og grundigt rundt i manegen.

“Det kunne i øvrigt være et litterært projekt i sig selv: at skrive en hel bog, der foregav at skulle læses som en sand historie – en bog, der var såkaldt inspireret af virkelige hændelser – men som var det pure opspind, eller næsten.”

Delphine de Vigan besøger Aarhus den 21. september og ih, hvor gad jeg godt høre hende fortælle om den her bog – men kæresten skal ud at se fodbold, så jeg har trukket børnepasningstjansen. Hurra!

***

Har I læst Baseret på en sandhistorie? Eller andet af de Vigan? Fortæl mig meget gerne om jeres oplevelser både med de Vigan og med sandhedsbegrebet i romaner i kommentarfeltet – det er så interessant!

Læs også om bogen i Information