Jeg elsker BogForum – jeg elsker i det hele taget arrangementer med bøger og litteratur – hvem gør ikke det? 🙂 I år stod den på lørdagsroadtrip mod staden i en bil med de sødeste, læseglade piger. Det får bilturen fra Jylland til at gå forsvindende hurtigt.
Selvfølgelig havde jeg stillet mig selv et program i udsigt der forudsatte, at jeg forinden enten skulle klone mig selv eller få fingre i Hermione Grangers tidsvender. Selvom ingen af delene lykkedes, så nåede jeg forbavsende meget af det, jeg havde håbet på. Jeg var heldig at havne fordelagtigt i flere af signeringskøerne, hvilket hjalp en hel del på det. Prioriteringen af hvad jeg skal, når det kommer til stykket, giver sig selv undervejs, har jeg erfaret – både i år, men også sidste år – og det er altid godt at have alternative muligheder, hvis der ikke er plads ved et arrangement eller man har lyst til at dumpe lidt ind og ud af flere arrangementer. Det virker godt for mig.
Jeg starter altid med at flyve rundt, og har egentlig ikke helt ro til at høre et helt interview eller en samtale, fordi jeg så gerne vil nå mest muligt. Senere på dagen, hvor trætheden så småt sætter ind, har jeg en anden ro til at sætte mig og lytte til en forfattersamtale.
I løbet af min lørdag på BogForum fik jeg signeret bøger af Sarah Engell, Lene Dybdahl, Linn Ullmann, Patrick Ness, Nicole Boyle Rødtnes, Jan Guillou, Klaus Lynggaard og Kristina Aamand.
Jeg fik signeret bøger af både Nicole Boyle Rødtnes og Sarah Engell, hørt en snas af Kathrine Eg Mølhave, der netop er debuteret med YA-roamenen, Regnorm, og hørt lidt om min bedste lærer med bl.a. Ane Cortzen – inden jeg styrede mod dagens første forfattersamtale. Den var med ingen ringere end Patrick Ness. Monster var jeg rigtig begejstret for, lidt mere lunken med hensyn til Mere end det (ikke sproget, mere det dystopiske aspekt) – men altså, hold nu op, en charmerende og humoristisk mand. Et glimt i øjet, venlig og så sød at tale med til signeringen efterfølgende.
Efterfølgende susede jeg videre til næste arrangement, nemlig Carlsens kåring af YA-vinderomanen i konkurrencen Nye Stemmer. Ud fra den lille sneak-peak jeg fik til arrangementet, glæder jeg mig helt vildt meget til at læse bogen For enden af din pegefinger af Kristina Aamand. Den er i øvrigt også mega fedt sat op. Så originalt og råt. Jeg var så heldig, at jeg fik bogen med mig hjem som en gave fra forlaget – den skal snart læses!
Der var også tid til endnu et smut forbi Forlaget Alvilda, hvor jeg blev begavet med den nyeste Nicole Boyle Rødtnes bog, Ar fra mit glemte liv. Tusind tak.
På billedet ses de skønne damer: Nena, Sabina og Susanne – naturligvis sammen med den ligeså skønne Nicole.
Jeg lyttede en smule til Jan Guillou – og droppede den uendeligt lange signeringskø ved Modtryks stand. Hørte tilfældigt Susanne Clod Pedersen fortælle om sine bøger om Arnulf – hvilket var helt vildt interessant, hun er en god formidler, og jeg fik lyst til at læse hendes bøger. Fik Klaus Lynggards signatur i mine elskede ungdomsbøger Martin og Victoria samt Victorias år. Jeg har læst Martin og Victoria, jeg ved ikke hvor mange gange – så det var stort. Spiste kage i Kuben med Lovebooks – så lækkert og tiltrængt med en sukkeropladning. Så Hella Joof, Anders Lund Madsen, John Kenn Mortensen og mange, mange flere – det vrimler jo med kendis-kendte-ansigter. Og andre slags kendte ansigter også, fik hilst på en masse bogbloggere og andre gode bekendtskaber.
Jeg nåede også forbi Arnold Buscks stand flere gange – første gang fordi de så venligt havde inviteret mig forbi til at hente en goodiebag (yay! tak!), men også for at få først Linn Ullmanns signatur og senere Jan Guillous. Jeg opgav Guillou sidste år, fordi han var så ekstremt populær – så længe gider jeg altså ikke stå i kø for en krusedulle – og jeg var parat til at gøre det samme i år, men måske havde de fleste fået deres signeringsbehov dækket tidligere på dagen, for det var helt overkommeligt at stå i kø til hos Arnold Busck sidst på dagen. Se så fik jeg endelig min Guillou signatur!
Som sagt orker jeg lidt mere fordybelse sidst på dagen, når kroppen er ved at være mør efter at have trasket rundt en hel dag.
Jeg lyttede til en meget interessant samtale med Merete Pryds Helle, der tidligere på året udgav Folkets skønhed – en roman, der er inspireret af hendes egen familiehistorie. Jeg har læst bogen – og den er god – og det var virkelig spændende at få flere perspektiver og bagom overvejelser med, foruden en signering, naturligvis 🙂
Jeg hørte også en samtale mellem Jørn Riel og Leif Davidsen. Hvis I ikke har læst nogen af Riels skrøner, så gør det – det er røverhistorier af den bedste slags. Han har virkelig levet – og lever i dag i Kuala Lumpur – et interessant liv. Han er netop aktuel med Mit livs skrøne, som jeg helt klart skal have på julegaveønskesedlen.
I alt fik jeg – meget beskedent, synes jeg – skrabet fire nye bøger til mig, de to købte jeg selv, nemlig Boris Hansens Panteon-saga 1, Vejen til Panteon, og Sarah Engells Hjertet er 1 organ. (Psst! Du kan læse mine interviews fra i sommer med Boris her, her og her). De to andre fik jeg foræret af henholdsvis Alvilda, Ar fra mit glemte liv, og Carlsen, For enden af min pegefinger. Foruden en masse bogmærker og den slags, som man jo næppe man få for meget af.
Var I været på BogForum? Hvilke gode oplevelser fik I med derfra?
—
Læs også BogForum 2015
Sikke en dejlig dag, du har haft, og sikke meget du fik nået. Det er sjovt, jeg brugte præcis de to samme ord til at beskrive Patrick Ness som dig: charmerende og humoristisk. Næste gang vil jeg måske prøve din taktik med at gå lidt til og fra de forskellige events. På den måde udnytter man nok tiden bedre. Jeg synes ikke jeg nåede særlig meget i år i forhold til hvor længe jeg var til stede.
Det er også en meget rammende beskrivelse af Patrick Ness 😉
Det er i hvert fald en taktik, jeg synes fungerer 😊 Men uanset hvad, så når man ikke det hele.
Skønne billeder fra en skøn dag på Bogforum! Hvor fik du nået meget!
Og jeg giver dig helt ret ift Ness: hvor er han sjov, sød og dygtig!
Tak, Rikke – og dejligt at hilse på dig 🙂
Det lyder til, at du havde en rigtig god dag, søde Bente! 🙂
Det kan du lige tro, søde Rikke – man kan næsten ikke andet sådan et sted ❤