trolderier

Hans enkle pointe havde været den, at religion vendte alt det på hovedet, som vi frygter ved den menneskelige eksistens: Vi skal alle dø (vi skal alle leve evigt), livet er stærkt uretfærdigt (der vil være absolut og fuldstændig retfærdighed), det er rædselsfuldt at blive trådt på, være magtesløs og underkuet (de sagtmodige skal arve Jorden) og så videre.

Moders mælk, Til sidst af Edward St Aubyn (Patrick Melrose-romanerne II), udgivet af Gads Forlag 2015 (org. 2005/2011), modtaget som anmeldereksemplar af forlaget, 433 sider, 3,5/5 stjerner

Den første samling af Patrick Melrose-romanerne kredser primært om forholdet til faderen, hvorimod denne samling har fokus på forholdet til moderen.

I Moders mælk står ynkeligheden for tur. Selvom den sidste af bøgerne i forrige samling, En smule håb, netop gav indtryk af, at der var en smule håb for fremtiden, så er lykkens time brugt op.

Patrick er nu familiefar og langsomt, men sikkert ved at overgive sig til alkoholens tåger i stedet for ungdommens narkotikarus. Det er en kompensation for kones “omsorgssvigt”, nu hvor barnet er i fokus, og som en videreførelse af forældrenes. Primært moderens.

I modsætning til hans ungdoms hæmningsløse appetit havde hans trang nu noget tragisk over sig; det var trangen til lyst, en metatrang, behovet for at have lyst.

I længden bliver det lidt trættende med alle Patricks indre monologer og refleksioner – hans retfærdiggørelse af at drukne sorgerne. Det er velskrevet, ingen tvivl om det, men ensformig, cirkulær læsning om Patricks misbrug.

I Til sidst er moderen endelig død, og historien foregår i forbindelse med bisættelsen, og umiddelbart før og lige efter. Patrick og hans omgivelser er som de plejer at være, men nu kan der for første gang være tale om et reelt glimt af håb for fremtiden.

Først efter moderens død, begynder Patrick at se realiteterne om sin barndom i øjnene. Til forskel fra da faderen døde, prøver han ikke at undgå at forholde sig til, hvad det betyder for ham, at moderen nu også er død. Han lader sorgen, eller visheden, fylde og prøver ikke at drukne det med en eller anden form for stimulans, men accepterer det og accepterer den bearbejdning, det kræver.

Helt generelt er det tydeligt, at opvæksten i den voldsomt dysfunktionelle familie kaster skygger over hele Patricks tilværelse. Den former hans liv.

St Aubyn skriver meget velformuleret og reflekteret. Nogle gange nok lidt for reflekteret til min smag. Flere personer kommer til orde i romanerne, og uanset hvem, har de store filosofiske indre (og ydre) monologer. Det gøre det også til tider vanskelig at skelne den ene stemme fra den anden, da der heller ikke i selve teksten er et tydeligt skift i point of view. Endvidere fungerer det ikke optimalt med den måde, Patricks to sønner kommer til orde på i romanerne – det er for voksent i forhold til deres alder, og derfor for urealistisk, hvilket er lidt ærgerligt.

Så snart man fik ord, begyndte man at tro, at verden bestod at alt det, der kunne beskrives, men den bestod også af det, der ikke kunne beskrives. På en måde var det hele mere fuldendt, når man ikke kunne beskrive noget. (…) Så snart man var spærret inde i sproget, var den eneste mulighed at bytte rundt på den fedtede bunke af et par tusinde ord, som millioner af mennesker havde brugt før.