Er du okay, Fie? af Anika Eibe, udgivet af Tellerup 2016, læst som e-bog på Bookmate (bogen på billedet er modtaget af forlaget til bogbloggerarrangement), 179 trykte sider, 4/5 stjerner
Smukke, dygtige Fie har det hele, men under den perfekte overflade er det en helt anden sag. Fie skærer i sig selv, for at undertrykke alt det uperfekte, for at få vreden ud, for at lette presset og forventningerne.
Anika Eibe skriver let og flydende, og smerteligt. Av for katten, det gør ondt at læse om Fies eskapader med barberbladet. Jo, det kan da godt være der er nogle klicheer i bogen; rigdommen, forældrene, drengene, den perfekte overflade – men det virker, så hvorfor ikke – budskabet er vigtigt og det er en god bog.
Selvom jeg også godt kunne li’ Marie-bogen, og det emne, der bliver behandlet deri (og som generelt er behandlet alt for lidt i ungdomslitteraturen) – så synes jeg lige den skulle i gang sådan rent sprogligt. Sådan er det ikke med Fie-bogen, den banker bare igennem fra starten. Den er stærk, intens og ganske svær at lægge fra sig igen.
Note: Fie går i klasse med Marie, så der er flere personer, vi allerede kender – men som vi kender på en helt anden måde dog. Den næste bog kommer til at hedde Er du okay, Matthias? og jeg håber ikke, det er den sidste.
Dejlig anmeldelse – Den har stået min to-read liste i en rum tid, men er SÅ bagud med læsningen … 😦