trolderier

Skyggernes trone af Leigh Bardugo (Grisha #3), oversat fra engelsk efter “Ruin and Rising”, udgivet på dansk af Forlaget Alvilda i 2017, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 410 sider, 4/5 stjerner

Se også: Grisha #1: Pigen og Mørkningen og Grisha #2: Den sorte kætter

Jeg var virkelig fanget af Den sorte kætter, der var fuldfart på, der blev introduceret nogle interessante nye personer og der kom endnu en konfrontation. I modsætning til Pigen og Mørkningen, hvor jeg synes der på en gang var rigtig meget universopbygning og på den anden side, at det hel gik lidt hurtigt (mest til slut). Derfor glædede jeg mig rigtig meget til at læse videre og finde ud af, hvordan det ville lykkes Bardugo at få serien sluttet af.

Det var bestemt en fin afslutning – ikke som jeg havde regnet med, og så alligevel. Den bliver måske lidt happy – på en måde – jeg er sådan set ikke sikker på, den kunne være endt på en anden måde, men – kender I det? Den der følelse af, at ja, det er den rigtige slutning, men – der mangler måske lidt kant?

Nå, men en reflektion over serien samlet set – den er god. Universet og det fantastiske er godt opfundet, den er velskrevet og bestemt en læsning værd. Typisk er det ikke midterbogen, eller filmen, i en trilogi, der står stærkest – det kan godt lidt være sådan en mellemvare, hvor man bare venter på at komme videre til det, det egentlig drejer sig om. Men ikke her. Det er i min optik helt klart bog to, Den sorte kætter, der er stærkest. Personerne, og dynamikken imellem dem fungerer bedst her. Den er stærkest. Der er kant. Det er så fedt.

Hvilke trilogier kan I komme i tanke om, hvor midterbogen/filmen er bedst? Har I læst dulogien, Six of Crows – som foregår i samme univers, men efter (eller før?)Grisha-serien?