“Livet er så mærkeligt, tænker hun når hun er holdt op med at le. Selv efter folk har oplevet visse ting, frygtelige ting, fortsætter de alligevel med at spise og drikke, gå på toilettet og vaske sig – med at leve. Og en gang imellem ler de endda højt.”
Vegetaren af Han Kang, læst som e-bog på Bookmate, 183 trykte sider, 4/5 stjerner
Jeg åbnede egentlig bare e-bogen for at se, om det mon var den næste, jeg skulle læse – og så var jeg fanget.
Bogen er delt op i tre dele med skiftende point of view. Særligt den først og anden del var jeg meget fanget af, men tredje del synes jeg ikke helt var på højde med de andre.
Det er en anerledes bog end noget jeg før har læst. Den er pudsig, men ikke Murakami-underlig – hvilket jeg har lidt fobi overfor! – og den er meget, meget velskrevet.
Det sociale aspekt ved mad bliver vinklet på en interessant måde. Måske især i et så kødfyldt køkken, som det koreanske. Det er nærmest tabu – en sygdom, skamfuldt – at være vegetar.
“Jeg har spist for meget kød. De levende dyr jeg har spist, deres liv sidder fast derinde. Blod og kød, alle de slagtede kroppe, ligger spredt i hver deres krog, og selvom de fysiske rester blev udskilt, hænger deres liv stædigt fast i mit indre.”
Vegetaren handler om en ordinær kvinde, hun er så almindelig, at hendes mand har valgt hende alene af den grund. Indtil hun bliver vegetar altså.
“Men selvom der ikke var noget særligt der tiltrak mig ved hende, så kunne jeg omvendt heller ikke få øje på nogle skavanker, og der var derfor ingen grund til at vi ikke skulle gifte os.”
—
Har I læst Vegetaren? Hvad synes I?
Jeg læste Vegetaren i sidste måned, og jeg ELSKER den. Selvom jeg både fandt den barsk og kompleks, løftede forfatterens poetiske sprog hele fortællingen og gjorde den fløjsblød og lækker. Jeg synes virkelig den er genial!
Den er helt bestemt i en kategori for sig! Den er helt utrolig velskrevet 🙂