trolderier

Et barn at føde af Kristina Sandberg (Maj-trilogien #1), udgivet på dansk af forlaget Modtryk i 2017, modtaget som anmeldereksemplar af forlaget, 479 sider, 2,5/5 stjerner

Maj gifter sig med en mand hun dårligt nok kender, fordi hun er blevet gravid. Vi befinder os i Sverige i 1930’erne og Maj kommer fra små kår. Den nye svigerfamilie, og ægtemanden, kommer fra et andet samfundslag og det er på mange måder en helt ny og anderledes tilværelse graviditeten fører med sig.

“Her bider man tænderne sammen for der er ikke andet at gøre. Man ser sin ægtemand, nydelig i mørk habit, og lukker af for et eller andet der ikke skal op og suse rundt i hovedet.”

Der er mange personer, eller i hvert fald et lidt indforstået kendskab til dem til at begynde med. Det, der dog var mest udfordrende for mig, var sproget. Det er specielt. Der er mange lange sætninger, afbrudt af indskudte sætninger og “men ja” – “og jo” – “men nej” og lignende, og direkte tale er flettet ind i resten.

Fx “De spiser, over for hinanden sidder de og spiser, at mad kan smage så godt, dåseskinke og nye kartofler, italiensk salat, i morgen fisker vi, siger han, vi tager båden et stykke ud, og han laver kaffe og hun tager bollerne frem af kufferten, lidt maste, selvfølgelig, men de smager godt, den friske æblemos og mandelmassen.”

Et sted talte jeg 32 linjer uden punktum. Godt nok er det mens Maj føder, og det passer på sin vis til stemningen – men det siger også meget om det flow og sproget, bogen er skrevet i.

Der er også noget med fortællerstemmer, der blandes sammen, der gør sproget lidt rodet. Fortid og nutid der blandes sammen – måske? Den lidt forvirrede måde at skrive på gør det vanskeligt helt at afgøre. På en måde er det ret fint – hvis det er sådan, det hænger sammen. Men på anden vis er jeg ikke helt overbevist om faconen.

Desuden handler det virkelig meget om mad. Men hvad har en husmor i 1930’erne egentlig ellers at gå op i end sin husholdning.

“Hun skal bare sørge for en frisk og sød afslutning – men til fisk skal man måske have en kraftigere efterret? Så finder hun den. Toscapærer. Henkogte pærer gratineret med med mandelkaramel og dertil flødeskum sødet med lidt sukker. Det er lige før hun får tårer i øjnene. Selvfølgelig er det det hun skal servere.”

På papiret en bog lige efter mit hoved. Jeg kan godt li’ skæbneberetninger, generationsfortællinger, historier om liv – helt almindeligt, ualmindelige liv. Men det fungerer ikke lige så godt i praksis for mig i den her sammenhæng. Jeg tror, det hænger sammen med skrivestilen, og særligt den måde fortællerstemmen bliver brugt. Specielt i den sidste del, efter fødslen, hvor der kommer en alvidende fortæller ind og blander sig, og kommer med overvejelser og bedrevidenhed, står jeg af. Så er det ikke bare en fortælling om et liv længere, og det er ærgerligt.