trolderier

Forfatter Nanna Foss har været så sød at stille op til et bette interview, så sæt dig godt til rette og læs med nedenfor…

Pressefoto // credit: Zafar Iqbal

Jeg tror, de fleste efterhånden har hørt om din Spektrum-drøm – og at det var der Spektrum-serien tog sin begyndelse. Men hvornår begyndte du at skrive i det hele taget? Og hvornår begyndte forfatterdrømmen for alvor?

Jeg lavede historier allerede før jeg kunne stave – tegnede en fortælling og beskrev den med kruseduller som jeg syntes lignede dem min mor lavede på sine indkøbssedler. Jeg blev lige overrasket hver gang jeg spurgte hende: ”Hvad står der her?” – og hun pænt måtte forklare mig at der er forskel på random kruseduller og rigtige bogstaver. Jeg har en tyk mappe med min barndoms sammenklipsede, hjemmetegnede bøger på kontoret, men jeg gjorde ikke rigtig nogen af dem færdige. Heller ikke selvom jeg læste enormt mange bøger, og skrev på mine egne små idéer hver gang jeg fik en undskyldning for det. Jeg troede nemlig i mange år at forfattere skulle være overnaturligt kloge – en forestilling jeg heldigvis fik punkteret som voksen (hvilket du også nævner i din fine anmeldelse af Ursiderne).

I midten af tyverne fandt jeg nemlig foreningen Håbefulde Unge Forfattere og var på et skrivekursus med deres medlemmer, hvoraf flere var udgivne forfattere på min egen alder. Her opdagede jeg dels at forfatterlivet ikke var så magisk og uopnåeligt som jeg havde troet (hurra!) – og jeg fandt ud af at skriveriet kunne være noget socialt. Det boostede skrivelysten enormt at have lidelses- og inspirationsfæller inden for et område hvor jeg altid havde følt mig alene. Umiddelbart efter skrivekurset færdiggjorde jeg første udkast til LEONIDERNE, min debutbog. Og så tog det ellers fart derfra. Har udgivet en håndfuld noveller i forskellige antologier og tre romaner i SPEKTRUM-serien indtil videre.

Hvornår skriver du bedst? Og hvorfor?

Jeg skriver bedst tidligt om morgen eller ud på natten, når alt er stille (hvis jeg altså kan holde mig vågen så længe). Der er en særlig inspiration og ro i at føle sig helt alene i verden. Men jeg kan også godt skrive på en propfyldt fredagsbar, på et bibliotek eller i et myldretidstog – bare jeg har musik i ørerne og flow i den scene jeg arbejder på.

Hvor meget researcher (eller researchede) du? Der er jo masser af naturvidenskab, matematik, filosofi, astronomi m.v. i bøgerne?

Nogle af tingene (fx tidsrejser og astronomi) udspringer af en personlig interesse – som jeg så bare har kunnet nørde igennem på til SPEKTRUM-serien. Andre ting må jeg researche på når behovet opstår.

Fx har jeg fundet to testlæsere via Dansk Blindesamfunds Ungdom til at hjælpe mig med at beskrive Albans hverdag realistisk. Jeg har også læst op på mytologiske sværdnavne og syre-base-kemiforsøg til bind 1, guitarlingo og lineære funktioner til bind 2, samt tsunamier, hækling og myten om Ursa Major og Ursa Minor til bind 3 – for bare at nævne nogle eksempler. Lige nu sidder jeg med bind 4 og skal sætte mig ind i skak og søvnparalyse. Det fede ved at skifte hovedperson ved hver bog er at der hele tiden kommer nye interessante udfordringer, også i researchfasen.

Hvilket yndlingsfag havde du selv i skolen?

Helt klart dansk – især fristil i de små klasser. Men jeg var også glad for biologi, fysik/kemi og sprogfag. Jeg var ikke helt så stor fan af matematik, historie og idræt, selvom jeg var stædig og stræberagtig nok til at få høje karakterer i det meste. Til gengæld brugte jeg ikke mit høje gennemsnit til noget som helst – jeg sprang fra min universitetsuddannelse for at blive forfatter og har ikke set mig tilbage siden. Sådan kan livet slå nogle sjove sving ind imellem.

Hvordan kom du på idéen med de sorte sider i Spektrum #3 – både tekst og visuelt adskiller det sig en del fra resten af serien?

Jeg havde lige læst de to første bind i ILLUMINAE-serien da vi begyndte at arbejde med de sorte sider – og min begejstring for de bøger har helt klart smittet af. Vi var dog meget bevidste om at det grafiske ikke skulle være rip-off fra ILLUMINAE, men at de skulle tage udgangspunkt i Nasrins historie og karakter. Og idéen med de sorte og/eller opsplittede sider opstod længe før jeg overhovedet havde hørt om ILLUMINAE.

Jeg har altid været fascineret af bøger der legede med sproget og det visuelle. Fx læste jeg EXTREMELY LOUD & INCREDIBLY CLOSE af Jonathan Safran Foer som teenager og var dybt betaget af forfatterens mix af formaterne. KOPIERNE af Jesper Wung Sung opløser også nærmest sproget til sidst (både konceptuelt og visuelt) – og Sally Green gør det en lille smule i starten af HALF WILD (andet bind i HALF BAD-serien). Også bøger som ONE af Sarah Crossan, THE BOOK THIEF af Mark Zusak samt FOR ENDEN AF DIN PEGEFINGER af Kristina Aamand udfordrer ens forestilling om hvad en prosaroman er og kan.

Formeksperimenter må aldrig udelukkende blive en gimmick, men skal have et formål ifht. den historie der skal fortælles. Derfor er bind 3 i SPEKTRUM-serien også (indtil videre) den eneste af bøgerne der kommer til at lege med formatet på den måde, fordi de sorte sider og det smuldrende sprog helt konkret er bundet op på Nasrin som karakter. Det er lidt vagt formuleret, men det giver forhåbentlig mening når man læser bogen.

Hvilken Spektrum-evne ville du helst selv have?

Åh, den er svær. Telepati og fremtidssyn kunne være ret awesome, i teorien – men ville man egentlig have lyst til at kunne læse folks inderste tanker, eller til at kende sin fremtid? Det tror jeg ikke. Telekinese ville være fedt. Så behøvede man ikke rejse sig fra sofaen hver gang ens giffelskål var tom eller man havde glemt sit bogmærke ovre på spisebordet.

Der findes ikke en flyveevne i SPEKTRUM-serien endnu, men det er faktisk altid en evne jeg har drømt om at have.

Hvordan går det med Spektrum #4? (Jeg bliver jo nødt til at spørge)

Lige nu går det lidt langsomt. Min mor døde ret uventet i sommerferien, så alle mine tidsplaner for bind 4 væltede med et brag. Det er stadig lidt en kamp at finde tilbage til kreativiteten – ikke mindst fordi jeg er booket op med en del skriveundervisning og foredragshalløj her i efteråret. Men jeg satser stadig på at den næste SPEKTRUM-bog udkommer i 2018.

Du, cliffhangernes mester – hvad kan vi forvente, når vi kommer til afslutningen i bog 9?

At universet kollapser til et sugende sort hul af umulighed, fordi en SPEKTRUM-bog uden en ond cliffhanger i slutningen er et naturstridigt fænomen? Jeg bliver nok nødt til at lave en sequel-serie på endnu 9 bind for at holde cliffhangerne kørende.

Og så 3 hurtige – bare for sjov:

Kanelgifler eller kajkager?
Kanelgifler – dem kan man spise utroligt mange af på én gang uden at få kvalme!

Marilyn Manson eller Beatles?
Begge! Det afhænger af humør – og hvilken scene jeg er i gang med at skrive. Men bind 4 bliver nok mere MM end Beatles, som man måske kan fornemme på min evigt voksende playliste til bind 4.

Ild eller vand?

Jeg synes de komplementerer hinanden så smukt at jeg har svært ved at vælge. Men måske vand. Jeg har altid gerne villet være havfrue. Og så er jeg gammel svømmer + juniorsejler.