/Reklame – anmeldereksemplar fra forfatteren/
Den store chance af Martin J. Nordkvist (EUROAR #1), udgivet af People’s Press i 2017, 187 sider, 3,5/5 stjerner
Kan du li’ X-Factor eller fulgte du med i de gode gamle Popstars dage? Så vil du helt sikkert kunne li’ historien om EUROAR. Vi følger 5 drenge, der alle drømmer om berømmelse og musik. Til en audition i København skal der udvælges 4 drenge til boybandet EUROAR. Pladeselskabet satser stort for at gøre EUROAR til verdens største boyband.
Fem forskellige pov’s kan virke som forvirrende mange på de relativt få sider – men selvom jeg lige skulle bladre lidt frem og tilbage i begyndelse, fik jeg lynhurtigt styr på, hvem der var hvem. Nordkvist formår på fin vis at give hver dreng sine egne kendetegn og personlighed. Det lykkes uden, at der bliver skabt store stereotyper – men man kan genkende de forskellige typer, der ofte er at finde i et boyband.
I mine egne teenageår var jeg meget begejstret for boybands. Vi snakker Take That, Backstreet Boys og danske 45° (og mange flere som jeg vist efterhånden har glemt). Pudsigt nok er det netop en af medlemmerne i det hedengange 45°, der står bag bogen om EUROAR – så hvis ikke den er skrevet på en troværdig og indsigtsfuld baggrund, ved jeg ikke. Jeg kan faktisk godt li’ netop den lille krølle på det hele og det er med til at gøre fortællingen helt troværdig i mine øjne.
I bogen er der desuden QR-koder til seks sange med selve EUROAR. Det er altså en ret fin og gennemført detalje, hvis du spørger mig. Der er uden tvivl lagt et kæmpe stykke arbejde i hele det set-up.
Jeg er sikker på, jeg ville have nydt bogen i endnu højere grad, hvis den havde været at finde i mine teenage år. Så hvis du har en teenager, der interesserer sig for boybands, X -Factor og deslige – så er EUROAR en oplagt bog at stikke i hånden på vedkommende.
Skriv et svar