Otte bøger blev det til samlet set i 2019’s sidste måneder.
November
November startede med et genlyt af Spektrum #1, som var en glimrende (fremragende faktisk) opvarmning til Spektrum #4: Kvadrantiderne. Noah og Emilies drømme er så viklede sammen, at det bare giver sygt god mening, at få genopfrisket historien lidt. Og så dykkede jeg naturligvis direkte ind i Noahs historie i Spektrum #4.
Efter en gedigen Spektrum-rutschetur snuppede jeg en anden roller coaster sammen med Er du okay, Helene? Som vanlig sætter Anika Eibe fokus på voldsomme og helt vildt relevante emner for unge. Hun skriver lige ud af landevejen og det er befriende. Jeg synes måske – som jeg vist også har ytret ved et par af de tidligere Er du okay-bøger – at det føles som om, Eibe lige skal skrive sig varm. Derudover er der rent faktuelt nogle ting i overgrebshistorien, der burde være researchet bedre – så de er korrekte og unge mennesker kan bruge den viden, de får i historien til noget. Derudover synes jeg, at scenen i huset bliver overgjort – det er simpelthen for meget. Men altså, jeg slugte bogen, som jeg plejer med Er du okay-bøgerne.
I læseklubben i november stod den på den anmelderroste Maja Lucas bog Gennem natten og vinden. Jeg lyttede til historien og synes, oplæseren gjorde et fint stykke arbejde. Selve historien var jeg dog ikke så begejstret for. Altså jeg kunne godt li’, at der var tale om en “svigt-historie”, hvor mor og barn faktisk har en god relation og elsker hinanden. Hvor der ikke er tale om overgreb såsom vold, incest eller lignende – men simpelthen svigt af helt basale omsorgselementer (manglende madpakke, madlavning, tøjvask, hygiejne og lign.) – det var en forfriskende vinkel, så at sige. Men derudover er historien om den hjemløse, scenerne på hospitalet og i særdeleshed den med politimanden bare for langt ude, og med til, at jeg faktisk ikke brød mig om bogen.
Jeg sluttede november med et nostalgisk gensyn med Valhalla – dog i form af Valhalla i nye klæder. Sikke en fin bog, der fortæller hvordan Valhalla-tegneserien blev til og hvor forskellige tegner fortolker Valhalla-historier. Alle fans bør tage et nærmere kig på den.
December
I december lyttede jeg til den første bog i Conn Igguldens serie om Djengis Khan. En virkelig velskrevet og derudover interessant historie. Jeg blev meget optaget af Khans liv og historie, da jeg så den enormt fantastiske udstilling på Moesgaard sidste år. Det var desudem mit første møde med Iggulden, men jeg regner ikke med, det bliver det sidste. På et tidspunkt vil jeg lytte videre i serien om Ulven fra Stepperne, som er på fire bøger i alt.
Til læseklubben i januar har jeg valgt Ash-Shaheed (Vidnet) af Jamal Bendahman. Jeg tror godt, jeg kan li’ den – i hvert fald skriver Bendahman godt og jeg læste bogen rimelig hurtigt. Men den er altså også lidt besynderlig. Jeg glæder mig til at tale med læseklubben om den i næste uge.
Sidst men ikke mindst lyttede jeg til Gåden om Alaska af John Green og den brød jeg mig faktisk ikke om. Jeg blev aldrig fanget af collegemiljøet og jeg manglede virkelig en dynamik i vennegruppen. Der var bare ikke en god ping-pong. Mega ærgerligt – og jeg har også mistet lysten til at se tv-serien (det var ellers derfor, jeg lyttede til bogen i første omgang).
Fire lydbøger, én e-bog og tre papirbøger opsummerer november og december 2019.
—
Fik I læst noget godt i 2019’s sidste måneder?
Skriv et svar