trolderier

Fem plus otte giver tretten læste bøger i februar og marts.

Februar:

Jeg fik færdig læst Tamora Pierce-serien om Alanna med fjerde og sidste del, Den springende løvinde. Det er virkelig en god og medrivende serie. Jeg begyndte på den, fordi den fuldstændig havde opslugt min datter – jeg tror stadig det er en favorit. Hun er i hvert fald helt solgt på universet og ligeledes de øvrige serier, der foregår der. Pierce kan virkelig noget. Selvom hun også kan skuffe – for skuffet det blev jeg, da jeg i min hungren efter mere Alanna gav mig i kast med serien om Alannas datter – Løvindens datter: Slyngelgudens valg. Don’t go there. Alt kommer for nemt til den pige, det er tåkrummende og virkelig ikke værd at bruge sin tid på. The Witcher derimod – my oh my! Jeg har slugt lydbøgerne og i februar var det altså The Witcher 2: Skæbnens sværd, der røg ned i en mundfuld.

Min bogklub og jeg nåede sørme også lige at få snakket om februar måneds bog inden hele Danmark lukkede ned. Jeg stiftede i den forbindelse bekendtskab med min første Per Petterson bog – endelig. Vi læste Ud og stjæle heste. Petterson skriver meget, meget smukt – og jeg synes om mange ting, ved bogen, men den var altså også nogle ting, der ikke fungerede – mest i relation til handlingen. Sproget er der ikke noget at pege fingre af.

Sidst men ikke mindst, bød februar også på den skønne, skønne Kære Freja. Bog såvel som historie er et lille mesterværk. Giv den til din tween/teenager – altså når du har læst den selv.

Marts:

Jeg fik læst videre i Elverdans-serien af Nicole Boyle Rødtnes og lyttet til den sidste The Witcher-bog, Elverblod, før jeg kastede mig over Heartstopper #1. Sikke en fin og dejlig graphic novel – som du også hellere må stikke din teenager. Desuden fik jeg læst Emma af Jane Austen, og nåede også i biografen lige i sidste øjeblik. Jeg lægger ikke hoved på blokken og udpeger en favorit-Austen, men Emma kunne godt være en kandidat. Den overraskede mig positivt.

For at dulme lydbogs-abstinenserne efter intens The Witcher-lytning, valgte jeg Ternet Ninja #2, da jeg vidste, Matthesen nok kunne få mig ud af sumpen. True that! Jeg fik også kastet mig – og min kærlighed – over Lisa Aisatos Livet – illustreret. Livsbekræftende og smuk.

Jeg fik også læst en barsk – men letlæst lix 10-bog – fra Alvildas SPOT-serie, nemlig Slutty Sarah af Bjarke Schjødt Larsen.

Sidst – og bestemt ikke mindst, det var en kamp! – fik jeg endelig kæmpet mig igennem Mistborn #2 af Brandon Sanderson. Jeg tror simpelthen ikke det er en serie for mig. Den er fin nok, når jeg læser og den havde også ok interessante øjeblikke – men jeg har ingen trang til at samle den op, når jeg har lagt den fra mig. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke kan mærke personerne – der er endda nogle jeg slet ikke kan holde styr på. Det fungerer ikke for mig, plottet kan være nok så godt og interessant, men hvis hovedpersonerne ikke er levende, er det lige meget.