/Reklame – anmeldereksemplar/
Den Udvalgte af Taran Matharu (Deltager #1), udgivet af Forlaget Forårsbørn i 2020, 295 sider, 3/5 stjerner
Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg måtte læse Den Udvalgte, da jeg blev spurgt sidste år, for jeg elskede Matharus seneste serie, Påkalderen. Den er fantastisk.
Indrømmet – jeg har haft ret meget præstationsangst på vegne af den her bog på grund af ovenstående.
Det var heller ikke kærlighed ved første side. Den Udvalgte er dyster, barsk og uretfærdig – langt mørkere end Påkalderen. Historien skifter i begyndelsen mellem fortiden (vores verden) og nutiden (fantasy) og det fik mig til at gruble over, om jeg mon ville synes ligeså godt om den her serie.
Jeg tror bedst, den kan beskrive som “Ultimate survival” med Bear Grylls, men tilsæt et rundhåndet drys forhistoriske kæmpe øgler og andre monstre. There you go.
I vanlig stil maner Matharu den vildeste subtropiske jungle og verden frem. Det med worldbuilding må man sige, han er dygtig til. Men der er nogle ting, jeg ikke helt køber i forhold til personerne.
Cade, som er hovedpersonen, ved belejligt mange ting og det er altså ikke “homesafe” blot fordi hans far er historieprofessor. Jeg synes, det er for nemt og det irriterede mig.
Quintus, som vi møder undervejs, kan trods sin døvhed, bevæge sig smidigt og lydløst omkring på en måde, der virker unaturlig – selv for en veltrænet soldat. Desuden dukker han belejligt op de rette steder lidt for mange gange, og det er ærligt talt også et no go i min verden.
Det er noget helt andet end Påkalderen. Meget mere voldsom og mørk – så er du til den slags, kan Den Udvalgte anbefales.
Skriv et svar