// Sponsoreret // Jeg har modtaget indgangsbilletten til arrangementet af Fantasyfestivalen mod at skrive om min oplevelse på bloggen.
I lørdags var jeg for første gang til Fantasyfestival i Esbjerg. Det var ikke en helt dum måde at tilbringe sin lørdag på. Faktisk var det helt vildt hyggeligt – selvom jeg havde været for langsom til at sikre mig billetter til Flanagan og Kaaberbøl.
Der var en fin blanding af bogstande, fanart, dyr og spil – og uden for emmede det af markedsstemning i teltene med mjød, æbler, karameller i alle afskygninger og ugler. Selvfølgelig.
Jeg fik heldigvis en lille flig af Flanagan, som jeg kunne lytte længe til – han var så morsom og interessant at høre på, da han bød velkomme og erklærede festivalen for åben.
Der var heldigvis rig mulighed for underholdning, selvom den ikke stod på Flanagan eller Kaaberbøl. Jeg vil gerne fremhæve Nanna Foss og Boris Hansen som begge – som sædvanlig – var værd at høre.
Nanna fortalte om Nasrin og Ursiderne (som jeg netop har læst færdig! OMG!).
Boris fortalte om identiteten i de enkelte bøger i Panteon-sagaen. Selvom det er en serie og historien i sig selv danner en helhed, så er der tematikker, eller en identitet, i hver enkelt bog – og det fik han forklaret rigtig godt, og det er faktisk også noget af det, jeg rigtig godt kan li’ ved Boris bøger.
Malene Sølvsten i samtale med sin redaktør, Sarah Ejersbo var bestemt også interessant. Jeg er vild med Malenes engagement og enorme viden om alt muligt. Det er så sejt!
Jeg fik købt en god stak bøger; bøger jeg har ventet på med længsel, bøger jeg vidste, jeg ville købe – tykke bøger! Jeg købte Ursiderne af Nanna Foss, Akkanas Gåde af Boris Hansen og Blodbæst af Lene Dybdahl – som alle er i igangværende serier, og derfor ventet med længsel. Derudover røg der også lidt ekstra med hjem i posen. Jeg viser det frem ved lejlighed.
Fantasyfestivalen i Esbjerg er et super hyggeligt sted, det er overskueligt – men der sker alligevel tilpas meget til, at der er gode oplevelser at komme efter – men intet hektisk run fra oplæg til oplæg (= mig til BogForum, hehe).
Jeg kunne helt sikkert godt finde på at tage turen til Esbjerg igen en anden gang. En dag i Fantasy’ens tegn med den stemning, de flotte udklædte og de deltagene forfattere – det siger lader jeg ikke gå min næse forbi.
Det ser så hyggeligt ud! Gid jeg havde været med 😍