Nordisk mytologi af Neil Gaiman, udgivet af Forlaget Modtryk i 2017, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 269 sider, 5/5 stjerner
For det første er den her bog jo virkelig pæn. Blikket drages og fingrene kan ikke lade være med at røre. Det er ren lækkerhed.
Indholdet kan man sige det samme om. Det er skønne gensyn med Tjalfe, Røskva, Heimdal og selvfølgelig Loke, Thor, Freja, Odin og alle de andre. Gaiman har sammensat historierne i et fint flow, de er velfortalte, velvalgte og troværdigt videreformidlet – og ja, så er det bare gode historier. Nogle af dem med flere detaljer og personer end jeg kendte i forvejen.
Jeg fløj igennem historierne, og sætter stor pris på den ramme Gaiman har pakket sin genfortælling ind i. Den røde tråd med is og ild som kører i et, hvad der synes at må være, evigt loop. Smukt!
Og eh, måske er det bare mig – men jeg fik de vildeste GoT-vibes. Altså jeg mener ild vs. is (jojo den er jo oplagt, men…), fimbulvinteren vs. Winter’s coming, The White Walkers vs. Hels hærskare, Surts brændende sværd, Muspelsønnerne, Gjallerhornet, Midgårdsormen, Fenris og Garm. You see? Ja? Ja!
Nå, det var et sidespring. Mytologier er fantastiske og Gaiman serverer dem her (i en virkelig god oversættelse af Karen Vad Bruun og Benni Bødker) i et meget spiseligt og fængende sprog. De er let tilgængelige og en rigtig god indgang til mytologien. I øvrigt både for nye, men også læsere, der allerede kender til de mytiske fortællinger.
Oplagt julegave, hvis du spørger mig.
Hvilken historie fra den nordiske mytologi er din favorit? Og hvilke bøger, hvor den nordiske mytologi indgår, er dine favoritter?
Sikke en god anmeldelse, den ryger direkte på tbr-listen! 😀
Ja!! Det bliver du glad for 🙂 Virkelig lækker at røre ved og virkelig god = win-win.