De Tre Tyste: Beskytteren af Synne Kristine Eriksen (#1), modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren, udgivet af Forlaget Turbine i 2016, 307 sider, 3,5/5 stjerner
Jeg følger Synne Kristine Eriksen på instagram. Hun tager bl.a. nogle vanvittigt smukke naturbilleder i England, hvor hun bor. Da jeg læste Beskytteren, med al dens skov, natur, vand, planter og snigende dystre udsigter – så blandende de to ting sig for mit indre blik. Billederne og ordene.
Det er en stille bog. Man mærker at universet og personerne skal introduceres. Der er intet forhastet over fortællingen. Selvom den er smuk, godt skrevet og med et velopbygget univers, så var det først hen mod slutningen, at jeg for alvor blev grebet. Men så blev jeg det også.
Det er ikke så overraskende, at fortællingen bærer hen mod, at de to fortællerstemmer, drengen Sigurd og klokkemageren, Myrhat, mødes. Men det er også når de to mødes, at det hele begynder at tage fart – og hvor jeg blev oprigtig opslugt af historien. Og da sidste side var læst, var jeg klar på mere. Det kan kun blive godt, det her.
Universet er af middelalderlig karakter, hvor vi har mennesker – Sigurd, og småfolket klokkemagerne, som Myrhat kommer fra. For mange år siden kæmpede de to – mennesker og klokkemagere – sammen mod den fælles fjende, Skyggekongen. Men alt det er efterhånden glemt og bliver slået hen som myter. Men vi – læsere – ved jo godt, at det nok ikke bare er myter, og det eventyr, der venter forude, glæder jeg mig til at se, hvor Synne Kristine Eriksen får ført hen.
Der er levende beskrivelser af bylivet i Jærvsborg og smukke, dystre beskrivelser af Skoven, og den meget troværdige universbeskrivelse får mange pluspoint i min bog.
Skriv et svar